Kriseramte pelsavlere lukker og slukker for minkmode
Coronakrisen har gjort det svært at sælge eksklusive modeprodukter lavet af danske mink. Pelsdyravlerne tager derfor nu konsekvensen og lukker designermærket Oh By Kopenhagen. Allerede sidste år havde selskabet dog millionunderskud.
Det er ikke nemt at være pelsdyravler i en coronatid. Nu lukker og slukker avlerne i Kopenhagen Fur det modeselskab, de i 2012 etablerede under navnet Oh By Kopenhagen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
De danske pelsdyravlere gennemgår lige nu en historisk krise med aflivning af over en milllion mink på grund af risikoen for coronasmitte.
Og nu får krisen endnu et offer: Det danske modeselskab Oh By Kopenhagen, der ejes af pelsdyravlerne, lukker og slukker.
Adm. direktør i pelsdyravlernes fælles auktionsselskab Kopenhagen Fur, Jesper Lauge Christensen, bekræfter lukningen i en e-mail til Jyllands Postens erhvervsmedie Finans, der har historien.
»Vores store satsning i Oh By Kopenhagen Fur var en centralt beliggende butik i Københavns Lufthavn. Trafikken i butikken faldt til nul fra den ene dag til anden, da corona lukkede verden ned. Vi kunne ikke i overskuelig fremtid se, at der igen ville komme trafik i butikken, og det har vi taget den fulde konsekvens af og lukket selskabet,« fastslår Jesper Lauge Christensen i en kommentar til mediet.
»Oh by Kopenhagen Fur er lukket. Tak for jeres kærlighed og støtte.«
Danske politikere har løbende reklameret for Kopenhagen Fur. Her er det Venstres Eva Kjer Hansen, der går catwalk i minkpels på Folkemødet i 2016. Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix
Masseaflivning af mink undervejs
Kopenhagen Fur er verdens førende inden for produktion og salg af minkskind til blandt andre pelsproducenter og modehuse.
I 2012 udvidede pelsavlerne med det nye forretningsområde Oh By Kopenhagen fra at være råvareleverandør til også at have et modehus med direkte salg af modeprodukter til kunderne.
Den danske branche for pelsdyravl er hårdt ramt af covid-19, eftersom mink på en stribe besætninger i landet har vist sig at være smittet.
Allerede sidste år havde modeselskabet dog et millionunderskud.
Seneste årsregnskab fra 2018/2019 fra Oh By Kopenhagen viste i foråret et underskud før skat på 15 millioner kroner. Modeselskabet havde også på daværende tidspunkt en negativ egenkapital, skriver Finans.
Del:
Andre læser også
Indland
Magtfuld erhvervsleder uddelte millionstøtte på kant med loven
Virksomheder
Interne dokumenter afslører: Carlsberg-øl var centrale i omfattende svindel med afgifter
Virksomheder
Myndigheder i Litauen kræver nye oplysninger udleveret fra Danske Bank