Krisen kradser: Islandsk flyselskab løber fra sine låneaftaler

Krisen hos flyselskaberne ser nu også ud til at ramme Icelandair, der ikke er i stand til at betale tilstrækkeligt af på gælden for sine obligationslån og dermed har brudt lånevilkårene.

(FILE) GERMANY ICELAND BUSINESS TRANSPORT
Arkivfoto. Nyt regnskab for Icelandair viser, at det står slemt til for flyselskabet, der kæmper med at overholde sine lånevilkår. Fold sammen
Læs mere
Foto: MAURITZ ANTIN/Ritzau Scanpix

Tirsdag offentliggjorde flyselskabet Icelandair sit regnskab for årets tredje kvartal. Regnskabet afslører, at flyselskabet ikke har formået at betale tilstrækkeligt af på sin obligationsgæld, og at de dermed har brudt lånevilkårene.

Det skriver det norske erhvervsmedie E24.

Meldingen kommer midt i en periode, hvor hele flybranchen mærker presset fra en øget konkurrence og stigende brændtstofpriser. Ifølge E24 oplyser selskabet, at de er i dialog med obligationsejerne om en midlertidig udsættelse, og at de har hyret DNB Markets som rådgiver.

Den nettorentebærende gæld, dvs. summen af selskabets rentebærende gæld, frie likvider eller aktiver, udgjorde ved udgangen af september 222,2 mio. dollar, skriver mediet. Flyselskabet står med 62 mio. dollar på bundlinjen for kvartalet.

Ifølge det danske luftfartsmedie Check-In, så var ruten mellem Reykjaviks Keflavik-lufthavn og Københavns Lufthavn selskabets suverænt største rute med 33 afgange om ugen i 2017.

Allerede tidligere på måneden kom selskabet med følgende udmelding:

»Selskabet overvejer en række muligheder, herunder at bede om en midlertidig undtagelse fra lånevilkårene, ændre vilkårene eller en delvis tilbagebetaling af obligationslånet eller anden finansiel gæld.«

Flyanalytiker Hans Jørgen Elnæs har overfor E24 påpeget, at det især er konkurrencen, som rammer Icelandair. Det er bl.a. fra selskaber som islandske Wow Air og udenlandske aktører som Norwegian, Eurowings, Aer Lingus og flere amerikanske selskaber.

Ifølge analytikeren er det også udslagsgivende, at kapaciteten over Atlanterhavet er stigende, og at det ikke er bæredygtigt med billige billetter på længere sigt. Et muligt scenarie kan være, at Icelandair og Wow Air slår sig sammen, skriver E24.