Icelandair dropper fusion med Wow Air

MAURITZ ANTIN

Det bliver alligevel ikke til et islandsk bryllup mellem Icelandair og Wow Air. Icelandair har nu valgt at trække stikket i den fusion, der ellers blev meddelt i begyndelsen af november, skriver Bloomberg News.

Betingelserne for, at fusionen skulle blive til noget, var der ikke, siger Bogi Nils Bogasen, direktør for Icelandair, ifølge Bloomberg. Han tilføjer, at »denne konklusion er virkelig skuffende«.

Fusionen mellem de to islandske luftfartsselskaber var ellers udset til at skulle ruste de to selskaber til at stå bedre i konkurrencen med de mange flyselskaber, som konkurrerer om de rejsende over Atlanten. Det samlede selskab ville efter en sammenlægning sidde på knap 4 pct. af flyvningerne mellem Europa og Nordamerika.

At handlen nu falder til jorden, rejser bekymring om endnu en konkurs blandt de europæiske luftfartsselskaber, skriver Bloomberg.

»Dette betyder nødvendigvis ikke, at Wow Air vil gå konkurs,« siger Skuli Mogensen, administrerende direktør i Wow, til Bloomberg News.

En aktie i Icelandair falder 12,4 pct. torsdag middag.

/ritzau/FINANS