Kraftige fald i olieprisen trækker benzinpriserne med ned
Markante prisfald de seneste dage efter håb til forhandlingerne mellem Rusland og Ukraine og med nye nedlukninger i Kina på grund af coronavirussen.

Markante prisfald de seneste dage efter håb til forhandlingerne mellem Rusland og Ukraine og med nye nedlukninger i Kina på grund af coronavirussen.

Oliefeberen er måske ved at klinge af. Priserne, som mange forventede at se skyde yderligere i vejret, falder og falder og ligger nu 20 procent lavere end for blot et par dage siden.
»De oliepriser, som i starten af marts steg til mere end 130 dollar pr. tønde, ser, i hvert fald i første omgang, ud til at have toppet. De seneste dage er priserne faldet med næsten 20 procent,« siger investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet.