Konkurrence fra luften: Måske er din nye internetforbindelse helt uden kabel

Datahastigheden over 5G-mobilnettet kan nu i vidt omfang konkurrere med et internetstik i væggen, og dækningen – også indendørs – forbedres hele tiden. Nu kan man få samlet overblik over, hvilke internetmuligheder der er på ens privatadresse. Flere mobilselskaber håber, at mange vælger kablet fra.

Der er kommet langt mere knald på internethastigheden gennem de nye 5G-mobilnet, som er ved at blive fuldt udbygget i Danmark, så der kan skrues helt op for hastigheden. Dermed kan man gennem luften få stort set lige så høje datahastigheder som gennem en kablet forbindelse, og det kan hjælpe mange, der bor, hvor der ikke er udsigt til, at nogen vil grave internetkabler ned. Ivan Alvarado/Reuters/Ritzau Scanpix (arkiv)

Det er blevet lettere for danskerne at se, om der er tilstrækkelig med 5G-mobildækning på hjemadressen, så man kan overveje at skifte sit internetabonnement over kabel-tv- eller fibernet ud med en 5G-mobilrouter.

På netstedet tjekditnet.dk samles alle mobilselskabernes dækningsoplysninger. Her kan man derfor indtaste sin egen adresse og se, hvilke muligheder man har for at købe en internetforbindelse over kabel-tv- eller fibernettet. Og nu er også oplysninger om 5G-dækningen lagt ind, oplyser Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur (SDFI), som holder netstedet ajour.