Der var én. Nu er der to. Og der er 100.000 hos dem begge.
Bredbåndsselskabet Hiper, der som det første herhjemme i 2015 for alvor kastede sig over at sælge rene internetforbindelser til danskerne og i november 2018 blev opkøbt af TDC for et større, tocifret millionbeløb, har netop rundet 100.000 kunder – et halvt år før ventet. Det samme antal nåede den tre et halvt år gamle hovedkonkurrent Fastspeed lige op til jul. Begge har slået sig op på hurtigst mulige forbindelse til lav pris, og de napper stadig flere kunder, efterhånden som de får adgang til at kunne sælge bredbånd over landets mange fibernet.