Udadtil vil der næppe være de store Mærsk-aftryk, når Danske Bank på fredag i næste uge på en ekstraordinær generalforsamling i banken formelt foretager en historisk udrensning i bestyrelsen. Men tag ikke fejl.

Det er femte generation i Mærsk-dynastiet, Robert Ugglas egentlige gennembrud på den store scene. Ingen tvivl om, at den 40-årige Robert Uggla helst ville have været dette drama i Danske Bank foruden, men med Mærsk-arven, -kulturen og -ånden tatoveret i nakken følger også forpligtelsen til at træde i karakter og tage de nødvendige beslutninger.

Nok er det fortsat moderen, Ane Uggla, der sidder som formand for den ultimative ejer, A.P. Møller Fonden. Men det er sønnen, Robert Uggla, der må tage de nødvendige slagsmål, de ubehagelige beslutninger, og det er ham, der har familieansvaret for udviklingen af det centrale selskab A.P. Møller Holding, hvor han er direktør.

Det er tvivlsomt, om Robert Uggla med Mærsk-koncernens 20 procents ejerandel i Danske Bank træder op på talerstolen i DGI-byen, hvor generalforsamlingen afholdes. Danske Banks største og ledende aktionær træder aldrig op på talerstolen på bankens ordinære generalforsamlinger. Tingene lægges til rette i baglokalerne, herunder også bestyrelsessammensætningen.

Men måske Robert Uggla denne gang burde træde frem i rampelyset. Og over for sine medaktionærer i banken uddybe de kontante og kradse bemærkninger fra en indigneret Robert Uggla, der kom frem for nogle uger siden. Det skete, da han sammen med ATP og PFA tog den store skovl i brug og annoncerede udrensningerne i Danske Bank-bestyrelsen.

Der er tale om en magtdemonstration, der skriver sig ind i historiebøgerne, hos både Danske Bank og hos A.P. Møller på Esplanaden. Og – hvis nogen skulle være i tvivl – om at Mærsk er inde i Danske Bank på den helt lange bane.

Bannerfører for den udrensning er Robert Uggla. Største aktionær i banken er nemlig A.P. Møller Holding, og derfor hviler der et tonstungt ansvar på bankens største aktionær for at forholde sig til den kaotiske udvikling, der har været i Danske Bank det seneste år. Den største aktionær reagerede sent, men da det så skete, blev det voldsomt og dramatisk.

Dermed giver Robert Ugglas engagement i Danske Bank mindelser om hans oldefar, A.P. Møller, da han tilbage i 1928 ikke bare gik ind med en stor ejerpost i den dengang rekonstruerede bank, men også samtidig overtog formandsposten i banken. A.P. Møller sad på den post helt frem til 1952.

Skibsrederen definerede dermed værdierne og kulturen i banken mange år frem i tiden. Hvidvaskskandalen er et ødelæggende brud på disse værdier, og derfor føler Robert Uggla givetvis et stort ansvar for at reagere så kraftigt. Ikke at Robert Uggla selv fremover aktivt får en rolle i banken.

A.P. Møller Holding vil fremover have to i Danske Bank-bestyrelsen, nemlig de to direktører Lars-Erik Brenøe og investeringschefen i A.P. Møller Holding, Jan Thorsgaard Nielsen. Det kan kun tages som udtryk for, at storaktionæren er rykket tættere på banken. Set udefra er der tale om, at det aktive ejerskab tages alvorligt og konkret. Mærsk vil sikre sig, at der sker et kulturskifte øverst i banktoppen.

Aftrykket fra netop Robert Uggla er til at få øje på. Præcis som det er til at få øje på, at Robert Uggla har lidt af både sin oldefars og sin morfar Mærsk Mc-Kinney Møllers kontanthed i sin ledelsesform. Mærsk-navnet må ikke plettes, og hvis det sker, skal der reageres med stor styrke.

Når generalforsamlingen i banken er overstået, kan Ane Uggla og Robert Uggla passende se på deres egen governance i A.P. Møller Holding. Samlet set forvalter dette holdingselskab aktiver for 435 mia. kr., men selskabet har en meget »tynd« bestyrelse med blot fire medlemmer.

Ud over Ane Uggla, sidder den 78-årige Jan Leschly, A.P. Møller-direktør Lars-Erik Brenøe samt den tidligere Danske Bank-topchef, Peter Straarup, i A.P. Møller Holding-bestyrelsen. Det må forventes, at Peter Straarup i forbindelse med den store oprydning i forhold til Danske Bank om kort tid udtræder af bestyrelsen i A.P. Møller Holding. Det vil så at sige være at tage sin egen medicin.

Set i det lys får dette centrale holdingselskab i Mærsk-sfæren og Robert Uggla behov for op til flere stærke og uafhængige folk i Holding-bestyrelsen. Succes eller fiasko for transformationen i Mærsk med en række frasalg og omplaceringer af ejerskaber hviler netop på Robert Uggla. Planen er, at finansieringen af det »nye« A.P. Møller Holding i høj grad skal komme fra udbytter fra Danske Bank.

Modsat sine forfædre A.P. Møller og Mærsk Mc-Kinney Møller er Robert Ugglas rolle dog ikke at stå i forreste geled i det opererende selskab, men alene at agere som aktiv ejer. Man må tro, at Robert Uggla fremover bliver noget mere synlig i offentligheden som direktør i det centrale Mærsk-selskab end sin mor, Ane Uggla, der alene har bestyrelsesroller at varetage.

Den blot 40-årige Robert Uggla er, om end næppe med sin gode vilje, pludseligt og dramatisk trådt op på den store scene.

Med Mærsk-arven, -kulturen og -ånden tatoveret i nakken følger også forpligtelsen til at træde i karakter og tage de nødvendige beslutninger

Jens Chr. Hansen er Berlingskes erhvervskommentator

https://bosserne.blogs.business.dk/2013/10/10/markant-strategiskifte-i-a-p-moller-fonden/

https://www.skibsrederen.dk/boeger-a-p-moeller-maersk-koncernen/