Kollerup slipper for at blive gransket af Ombudsmanden

Jensens Bøfhus har i en klage til Folketingets Ombudsmand kritiseret erhvervsminister for alene at fastsætte, at virksomheder i arbejdskonflikt er udelukket fra lønkompensation. Men en verserende sag i Arbejdsretten sætter nu en stopper for klagen.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er blevet kritiseret for at træffe en egenrådig beslutning om, at virksomheder i arbejdskonflikt ikke kan få lønkompensation, uden at vende det med Folketinget. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Folketingets Ombudsmand afviser en klage fra Jensens Bøfhus vendt mod erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Det betyder, at ministeren slipper for at blive kigget efter i sømmene af ombudsmanden.

Bøfkæden var stærkt utilfreds med, at erhvervsminister Simon Kollerup (S) efter deres opfattelse ikke havde grundlag for ene og alene at afskære dem og andre virksomheder for lønkompensation, fordi de er omfattet af en arbejdskonflikt. Altså hermed involverede han ikke Folketinget i beslutningen, men indførte selv reglen.

Jensens Bøfhus har i over et år været i en strid med fagforbundet 3F, som eskalerede i september sidste år, da 3F varslede konflikt mod virksomheden midt under coronapandemien. Konflikten betød, at bøfkæden stod uden for hjælpepakkerne.

Grunden til, at ombudsmanden afviser klagen, er fordi Jensens Bøfhus samtidig trækker 3F i Arbejdsretten.

»Det er fast praksis, at ombudsmanden ikke afgiver udtalelser om problemstillinger, der verserer ved domstolene,« skriver Folketingets Ombudsmand Niels Fenger i en mail.

Altså en del af Jensens Bøfhus klageskrift til Arbejdsretten omhandler det samme, som det ombudsmanden ville tage stilling til. Og derfor kan ombudsmanden ikke tage den op.

Mere præcist skal Arbejdsretten behandle, om 3Fs konflikt mod Jensens Bøfhus var ulovlig, når regeringen havde indført, at konflikten betød ingen adgang til coronahjælpen.

Årsagen til reglen skal findes i et princip fra den danske model kaldet neutralitetsprincippet, hvor staten ikke blander sig i arbejdsmarkedskonflikter. Men selvsamme regel er fra politikere, organisationer og eksperter blevet kritiseret for netop at gøre det.

Reglen har betydet, at over hundrede bøfansatte har været sendt hjem uden løn i over fire måneder under anden nedlukningen i år, og over 300 er blevet afskediget fra bøfkæden.

Juraprofessor på Syddansk Universitet Frederik Waage har tidligere udtalt til Berlingske, at han mener, at det er en fejl, at Folketingets partier ikke har haft mulighed for at forhandle, om virksomheder i arbejdskonflikt skal have frataget deres lønkompensation eller ej.