Københavns Kommune har igangsat en kontrolundersøgelse af medarbejdernes forhold på Nemlig.coms lager i Brøndby. Det skriver Politiken.
I tirsdags sendte kommunen således kontrollanter ud til varehuset for at undersøge arbejdsforholdene for lagermedarbejderne.
Initiativet fra Københavns Kommune kommer i kølvandet på de kritisable arbejdsforhold, Politiken har beskrevet gennem den seneste måned, og som eksperter har kaldt ulovlige og sundhedsskadelige.
Nemlig.com er datterselskab af Intervare, der leverer dagligvarer til ældre, syge og borgere med handicap i 40 af landets kommuner, herunder Københavns Kommune – hvor godt 2.000 borgere får leveret varer. Der er tale om en millionkontrakt med virksomheden.
Eftersom Intervare deler varelager med Nemlig.com, og det er de samme medarbejdere, der arbejder på lageret og indimellem kører varer for Intervare, vil overborgmester Lars Weiss (S) have undersøgt de bagvedliggende forhold for medarbejderne i virksomheden, kommunen har et samarbejde med.
»På baggrund af de historier, Politiken har bragt om arbejdsforholdene i Nemlig.com, vil det nærmest være pligtforsømmelse, hvis vi ikke undersøger forholdene i Intervare, når de to selskaber er så tæt forbundet«, siger overborgmesteren til Politiken.
Avisen skriver, at leverandører til Københavns Kommune har underskrevet såkaldte sociale klausuler, der forpligter dem til at respektere en række overenskomster og arbejdsregler. Overborgmesteren forventer i den kommende uge en rapport om forholdene på lageret.
Over for Berlingske har direktør i Nemlig.com, Stefan Plenge, der ejer en tredjedel af både Intervare og Nemlig.com, afvist, at de beskrevne forhold i Politiken er gældende for det generelle billede, han har af vilkårene i varehuset.