Den kinesiske bilgigant Great Wall Motor vil angiveligt skære drastisk ned i sine aktiviteter i Europa, da salget fortsat er svagt.
Great Wall Motor planlægger at lukke sit europæiske hovedkontor i München fra 1. august og afskedige alle 100 ansatte – inklusive hele ledelsesteamet.
Det skriver erhvervsmediet Nikkei Asia.
Samtidig vil den kinesiske bilproducent bremse sin ekspansion til andre europæiske markeder, herunder planen om at udvide til Østrig og Schweiz, hvor der allerede var ansat hold af medarbejdere.
Nikkei Asia beskriver, at en ledende medarbejder på hovedkontoret i München, der arbejdede for et af Great Walls bilmærker, Wey, kalder det for »en beskidt forretning på bekostning af medarbejderne«. Medarbejderen ønsker ikke at stille sig frem ved navn.
Dog forlader producenten ikke Europa helt og holder fast i at sælge til eksempelvis Tyskland og Storbritannien – bare styret fra hovedkontoret i Kina.
Planer bremses
Great Wall har indtil for nylig haft store ekspansionsplaner for Europa.
Producenten planlagde endda at bygge sin egen fabrik på kontinentet. Målet lød på at sælge 1 million biler uden for Kina inden 2025 – det mål blev dog også for nylig justeret til år 2030 med henvisning til svære markedsforhold.
Nichemediet Electric Vehicles beskriver, at Great Wall Motor i en erklæring understreger selskabets fortsatte engagement i de europæiske markeder og eksisterende partnerskaber, såsom med Emil Frey Group i Tyskland.
I 2022 indgik Great Wall Motor i et partnerskab med Emil Frey, Europas største bilforhandlergruppe, for at hjælpe med at distribuere selskabets to bilmærker Ora og Wey.
Great Wall Motor har dog ikke nået sine salgsmål i Europa. Derfor finder virksomheden behov for at justere sine planer set i lyset af det skiftende markedslandskab og udfordringer.
I Danmark forventes det samlede antal solgte nye biler for 2024 at være sløjt, mens salget af elbiler dog er i vækst.
Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan nysalget af elbiler siden 2021 er steget år for år, og at elbiler giver de andre biltyper baghjul.
Og på blot fem år er kinesiske bilmærkers markedsandele gået fra ingenting til at udgøre tæt på hver tiende nye solgte elbil i Danmark.