Kinas ambassadør truer Tyskland med konsekvenser, hvis Huawei forbydes

Den kinesiske regering vil ikke se stiltiende til, hvis den tyske regering nedlægger forbud mod, at mobilgiganten kan bidrage til at opbygge det kommende 5G-mobilnet, siger Kinas ambassadør i Tyskland.

Den kinesiske ambassadør i Tyskland advarer nu om, at det vil få konsekvenser for landet, hvis den kinesiske mobilgigant Huawei bliver udelukket fra at være med til at opbygge det nye 5G-mobilnet.

»Hvis Tyskland skulle tage en beslutning, som fører til, at Huawei bliver udelukket fra det tyske marked, vil det få konsekvenser. Den kinesiske regering vil ikke se stiltiende til,« lød advarslen fra ambassadør Wu Ken i weekenden ved et arrangement, som det tyske dagblad Handelsblatt stod for.