Serieinvestor Mia Wagner, der blandt andet er kendt fra DR-programmet »Løvens Hule«, stopper som administrerende direktør i Freeway-koncernen.
Det bliver i stedet hendes bror og far, Morten Wagner Jr. og Morten Wagner Sr., der fremover skal drive den daglige drift.
Det skriver Freeway-koncernen i en pressemeddelelse torsdag eftermiddag.
I stedet for at stå i spidsen for familiekoncernen, skal hun nu være iværksætter på fuld tid.
»Vi har fuld forståelse for, at Mia også kan mærke iværksætterblodet banke i årene, og vi ønsker hende alt det bedste og glæder os til at følge hendes nye iværksættereventyr. Mia har været med til at tage Freeway-koncernen til nye højder, og vi glæder os til at fortsætte det gode udviklingsarbejde med alle de spændende virksomheder,« lyder det fra Freeway-ejer Morten Wagner Jr. i pressemeddelelsen.
Inden Mia Wagner i 2017 tiltrådte posten som administrerende direktør for Freeway-koncernen var hun partner og advokatfuldmægtig i sin fars advokatfirma Wagner Advokater. Hun starter nu sin egen virksomhed uden familien, fremgår det.
Dermed vender Morten Wagner Jr. og Morten Wagner Sr. tilbage til den daglige drift, som de også gjorde med to partnere tilbage i 1998, da de byggede koncernen op. Freeway består i dag af omkring 30 forskellige webbaserede virksomheder, der bl.a. tæller Dating.dk, Plusbog.dk, Avisen.dk og Lejebolig.dk.
»Vi har mange interessante projekter i gang. Dating.dk er i rivende udvikling, og om ganske kort tid går vi for alvor ind i Fintech og lancerer et rigtigt spændende projekt. Vores hjerter banker stadig stærkt for Freeway, og det er skønt igen at være en del af den daglige drift,« siger bestyrelsesformand og ny koncerndirektør Morten Wagner Sr.
Ledelsesrokaden træder i kraft 1. november 2020.