Kaos fortsætter i Suezkanalen: 20 danske skibe er fanget i massiv trafikprop

20 danske skibe er fanget i Suezkanalen, hvor der siden onsdag har siddet et gigantisk containerskib fast på tværs af den egyptiske kanal. En central hovedåre for al verdenshandel er dermed sad ud af kraft, indtil skibet fjernes – og det kan komme til at koste milliarder.

20 danske skibe er fanget i og omkring Suezkanalen ud for Egypten,

Det oplyser Danske Rederier over et døgn, efter at det 400 meter lange skib Ever Given er gået på grund i den egyptiske kanal. Foruden de 20 danske skibe er den nye Hirtshals-færge ifølge et norsk medie også fanget i det afrikanske farvand.

»Suezkanalen er en af de absolutte hovedfærdselsårer for verdenshandlen. Det er mere end ti procent af al verdenshandel, der kommer igennem. Det gælder alt fra airpods, tv, tøj, olie og en masse andet, og det er danske rederier påvirket af,« siger viceadministrerende direktør i Danske Rederier, Jacob K. Clasen.

A.P. Møller - Mærsk har natten til torsdag sendt besked ud til sine kunder om, at syv af Mærsks skibe venter ved Suezkanalen.

Onsdag morgen måtte de egyptiske kanalmyndigheder gå i gang med at få det gigantiske skib fri. Fragtskibet Ever Given, der er 400 meter langt, 59 meter bredt og 200.000 tons tungt , har sat sig fast på tværs i Suezkanalen som følge af kraftige vindstød og dårlig sigtbarhed.

Siden Ever Given er gået på grund, har man på digitale oversigter kunnet se, hvordan der er opstået en trafikprop i Suezkanalen. Her kan du selv zoome ind og ud og se, hvordan trafikproppen udvikler sig løbende.

»Suezkanalen er en afgørende vandvej for global handel. I øjeblikket venter to af vores tankere på at komme ind i kanalen, og vi har flere planlagt over den kommende uge. Derfor følger vi den nuværende situation tæt og dens påvirkning på vores arbejde,« lyder det i et skriftligt svar fra Mærsk Tankers.

Brancheorganisationen Danske Rederier oplyser til Berlingske, at der er i omegnen af 20 danske skibe, der ligger og venter på at komme igennem Suezkanalen. Adspurgt hvor stort problemet er, lyder svaret:

»Det kommer an på, hvor længe det bliver ved. Hvis det bliver langvarigt, er det selvfølgelig en stor bekymring. Hvis det kun varer ved i et par dage, kommer der selvfølgelig ekstra omkostninger og noget ventetid,« siger Jacob K. Clasen.

Ifølge det norske medie E24 ligger mindst 140 skibe i kø for at komme gennem kanalen, og shippingmediet  Lloyd’s List estimerer, at det for containertrafikken alene koster 3,4 milliarder norske kroner i timen, eller 2,5 milliarder danske kroner.

For Danske Rederier er det for tidligt at skønne, hvad udgifterne bliver. Ifølge brancheorganisationen passerer der årligt op mod 2.500 danske skibe gennem Suezkanalen.

Uvist hvor længe, der varer ved

Det er ifølge Jacob K. Clasen ikke til at sige, hvor længe der går, før Ever Given er fri, og passagen atter kan bruges.

»Kanalen siger selv, at de ikke regner med, at det bliver meget langvarigt. Der er slæbebåde, sandsugere og gravkøer i vand for at få skibet fri,« lyder det.

»Man har i løbet af natten flyttet nogle af de skibe, der lå i kø. Og det tager jeg som et tegn på, at man gør plads til at få Ever Given trukket ud. Omvendt siger iagttagere fra området, at det kan vare over weekenden, hvor der kommer højvande, som kan hjælpe,« siger han videre.

På dette satellitbillede fra Suez-kanalen er det tydeligt, hvordan det 400 meter lange containerskib har sat sig fast, så det ikke er muligt for anden trafik at passere. AFP/Ritzau Scanpix

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har den administrerende direktør i det hollandske selskab Boskalis, der forsøger at få Ever Given fri, Peter Berdowsko, sagt:

»Vi kan ikke udelukke, at det kommer til at tage uger, afhængig af situationen«, hvorefter han fortsætter:

»Det er som en enorm strandet hval. Det er en enorm vægt på sandet. Vi kan blive nødt til at arbejde med en kombination af at få reduceret vægten ved at fjerne containere, olie og vand fra skibet, slæbebåde og oprensning af sand.«

Proppen ved Suezkanalen kommer til at påvirke hele transportkæden af varerne, og der må forventes at være køer ved de store havne, når Suezkanalen igen er åben for gennemsejling.