Kaos, forsinkelser og strandede passagerer: Flyvelederne har satset stort med konflikt – nu har de måske ramt muren

Tre gange er det lykkedes. I 1989, 1996 og 2007 fik flyvelederne højere løn efter konflikter med deres arbejdsgiver Naviair – den statslige flyvetjeneste. Men nu er der tegn på, at kravet om igen at få bedre arbejdsforhold har ramt en mur. Tiden er i dag en anden, og den nuværende strid i lufthavnen, der har kostet adskillige forsinkelser, ser ud til at blive sværere at løse.

Her i kontroltårnet i Københavns Lufthavn arbejder de flyveledere, som vil have mere i løn og bedre arbejdsforhold. Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den 3. januar modtog ledelsen i Naviair et brev fra de ansatte. Det skabte nærmest chok i direktionen i det statslige selskab, som står for at lede fly ind og ud af de danske lufthavne.

For nu stod det klart, hvad flyvelederne ville: Kortere arbejdstid og det, som blev kaldt en »markant lønstigning«.