Der skal blot tre sving til på en af de store havvindmøller til at fragte et metrotog fra Københavns Lufthavn til Bella Center, hvor politikere, ledende skikkelser i Europas vindindustri og toneangivende organisationer i disse dage mødes til Europas helt store vindkongres.
På overfladen er der meget at fejre.
Industrien har i år fået det, man kan kalde sit politiske gennembrud. Det kom, da Det Internationale Energiagentur konstaterede, at verdens energiforbrug kunne dækkes af havvind. For 30 år siden kunne en havvindpark blot dække nogle få tusind hjem. I dag kan en mølle alene forsyne 16.000 europæiske hjem med strøm.
De imponerende tal har fået alverdens organisationer, virksomheder og politikere til at udråbe vindenergi til ét af de mest afgørende våben i kampen for at redde klimaet.
Storbritanniens premierminister Boris Johnson har lovet en firedobling af havvind, hvis han vinder valget 12. december. Amerikanske delstater på stribe laver et massivt sats på vind på havet. Og den danske regering har så vidt vides stadig planer om fem havvindparker inden 2030.
Hvem skal forklare arbejderne i Europa, der lige har mistet deres arbejde, at vi er nødt til fragte fundamenter fra mellemøsten, tårne fra Vietnam og vinger fra Kina?topchef i MHI Vestas, Philippe Kavafyan
Ambitionerne er tårnhøje:
Industrien mener, at der kan opføres 450 gigawatt inden 2050, hvilket svarer til i titusindvis af møller. Sker det, vil 30 procent af Europas elektricitet blive dækket af vindmøller på havet. I dag er der til sammenligning omtrent 20 gigawatt installeret.
Selv om ambitionerne synes krystalklare og opløftende, lufter nogle af de mest indflydelsesrige personer i industrien også dybe bekymringer for vindeventyret, når det skal føres ud i praksis.
Tabte job
En af dem er topchef i en af de største mølleproducenter, MHI Vestas, Philippe Kavafyan. Han peger på, at der over de senere år er tabt tusindvis af job i den europæiske vindindustri. Han advarer derfor mod, at vindfirmaerne, der med folkelig opbakning skal løse klimaproblemerne, samtidig udflytter og lukker arbejdspladser.
»Hvem skal forklare arbejderne i Europa, der lige har mistet deres arbejde, at vi er nødt til fragte fundamenter fra Mellemøsten, tårne fra Vietnam og vinger fra Kina? Teknologi kan bringe meget med sig, men vi er nødt til at være ansvarlige,« siger topchefen.
Ifølge ham udleder shipping og luftfart, hvad der svarer til hele Japans CO2-udslip. Derfor er det endnu mere paradoksalt, hvis europæisk vindkraft skal bygges på fjerne kontinenters arbejdskraft og materialer.
Topchefen skeler til industrien for landvind, hvor der ifølge nogle opgørelser er tabt hele 38.000 job de seneste fire år – alene i Tyskland. Forklaringen er en benhård konkurrence, der har fået priserne til dykke helt i bund.
»Landvind er et fortilfælde lige foran os – ikke et eksempel,« siger Philippe Kavafyan.
Det har også kunnet mærkes i Danmark, hvor Siemens Gamesa i september bebudede, at cirka 600 medarbejdere skal afskediges på koncernens fabrikker i Aalborg og Brande. Nogenlunde samtidig fulgte Vestas op og varslede 90 fyringer på koncernens fabrik i Lem.
Frygter for sikkerheden
Det er ikke bare potentielt tabte job, der kan komme til at fylde i Europas vindindustri. Også selve sikkerheden i industrien kan blive et særdeles kildent spørgsmål.
Afsenderen på den bekymring er Shell, der er Europas største virksomhed med en omsætning på 2.200 milliarder kroner. Direktør for havvind i det hollandske selskab Dorine Bosman advarer direkte mod manglende sikkerhed i den spirende industri.
»Vi kan godt levere det, som forbrugerne i EU vil have. Det skal vi. Men der er et fjerde element, vi er nødt til at tale om. Det er sikkerhed,« siger hun på konferencen i Bella Center.
Ifølge hende var der i 2018 256 »high-potential incidents« i havvindindustiren. Det er hændelser, hvor det eneste der står i mellem livsfarlige skader og død, slet og ret er held.
Shell-direktøren peger på, at olie- og gasindustrien også har haft alvorlige uheld over årene. Den industri har nu 0,9 hændelser, der involverer død, tabt arbejdstid, lægebehandling eller påbud, for hver gang, der er blevet arbejdet en million arbejdstimer. I havvind er tallet fem gange så højt.
Hun peger på, at sikkerheden bliver nødt til at få omfattende opmærksomhed, med tanke på at der skal arbejdes millioner og atter millioner af arbejdstimer for at få de kollosale parker på plads de kommende år.
»Business-as-usual«
Netop den gigantiske udbygning spøger også hos danske Ørsted, der er verdens største havvindselskab. Firmaet har lagt sit bud på, hvordan det kan lade sig gøre at opføre de 450 gigawatt. Der er dog et stort »men«. For hvordan sætter industrien tempoet op?
Fortsætter udbygningen af havvind med den nuværende fart – det såkaldte »business-as-usual«-scenarie, lander vi på mindre end sølle 150 gigawatt i 2050, fremgår det af Ørsteds beregninger. Det er ekstremt langt under målet og vil være en katastrofe set med klimabriller. Derfor skal der sættes meget mere plads af til vindmøller på havet, og der skal samtidig være en stor »pipeline« af projekter i EU for at frigøre kapital nok fra investorer til at kunne betale for opførelsen.
Ifølge selskabet skal der om blot to år være givet politisk håndslag i Europa på at bygge 150 gigawatt havvind inden 2030, hvis målet skal nås. Nu kan kun tiden vise, om ambitionerne i Bella Center bliver ved med at være planer, eller om det rent faktisk kommer til at gøre en forskel for klimaet.
