Der er stor rokade i toppen af Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO), og flere markante navne bliver nu en del af bestyrelsen.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet, der er sendt ud mandag formiddag.
Fonden har fået en ny formand, Michael Dithmer, som Berlingske kunne erfare i sidste uge.
Han har danmarksrekorden som den mand, der har siddet længst som departementschef – 29 år – og han har tjent under 11 forskellige erhvervsministre.
Nu ser han frem mod den nye rolle som formand for EIFO:
»Det er jo ikke helt fremmed for mig, da jeg kender til EIFO’s mange indsatser fra mit tidligere virke. Jeg glæder mig til samarbejdet med den øvrige bestyrelse og det dygtige hold i EIFO og til at gå i gang med de vigtige opgaver, som EIFO skal løse,« fortæller Dithmer om sin nye rolle.
Michael Dithmer afløser Torben Möger Pedersen, der i april trådte ud af bestyrelsen.
Siden da har næstformand Dorrit Vanglo bestredet det prestigefyldte job, men nu bliver det Michael Dithmer, der skal varetage erhvervslivets interesser på vegne af staten i EIFO.
Flere store navne
Foruden en ny formand træder flere andre nye navne ind i EIFOs bestyrelse.
Herunder Jakob Ellemann-Jensen, forhenværende formand for Venstre og tidligere vicestatsminister og økonomiminister.
Ellemann bliver dermed bestyrelseskollega med Martin Rossen, der er tidligere stabschef og spindoktor for Mette Frederiksen, og som sad i bestyrelsen i forvejen.
Desuden bliver André Rogaczewski, administrerende direktør i Netcompany, også en del af bestyrelsen samt Barbara Taudorf Andersen, der er director of commercial development and strategic partnerships i 21st.BIO.
Den tidligere bestyrelse bestod også af medlemmer som iværksætter og politiker Mia Wagner samt erhvervsmanden Christian Frigast, som ikke er blevet genvalgt til den nye periode.
Det er erhvervsminister Morten Bødskov, som har udpeget den nye bestyrelse, der er udpeget for en toårig periode.
Bødskov udtaler i Erhvervsministeriets pressemeddelelse, at han er »glad for at kunne præsentere den nye bestyrelse«:
»Med den nye bestyrelse er jeg sikker på, at EIFO kan fortsætte det vigtige arbejde for danske virksomheder. Jeg vil gerne takke den afgående bestyrelse og den afgående formand, Torben Möger Pedersen, for det store arbejde, der er gjort i de forgangne år. Michael Dithmer overtager nu formandsposten, og jeg har stor tillid til, at han kan styre EIFO godt videre,« siger Morten Bødskov.
I 2023 blev EIFO skabt ved en sammenlægning af de tre statslige fonde Vækstfonden, EKF Danmarks Eksportkredit og Danmarks Grønne Investeringsfond.
Den statslige superfond har flere end 5.000 kunder og et samlet forretningsomfang på omkring 150 milliarder kroner.
Fondens arbejde består i at investere og udstede lån og garantier til en række forskellige danske virksomheders projekter gennem såkaldt »risikovillig kapital« – altså penge, som virksomhederne ikke har kunnet rejse på det private investeringsmarked.