Kåre Schultz om offensiv på Novos hjemmebane: Vi har regnet den hjem

I begyndelsen af året gjorde Tevas topchef, Kåre Schultz, det klart, at han vil gå efter at kopiere netop den type diabetesmedicin, som Novo Nordisk satser allermest på. Ifølge Kåre Schultz er det bebudede angreb på Novos guldåre baseret på en helt simpel udregning.

Kåre Schultz, topchef i kopigiganten Teva, ser store muligheder i at kopiere den type diabetesmedicin, som Novo Nordisk har udpeget som selskabets vækstmotor. NIELS AHLMANN OLESEN

Det er ikke mange uger siden, at Kåre Schultz under en stor medicinalkonference i USA proklamerede, at han vil rette sin kopikanon direkte mod den medicintype, som har allerstørst betydning for fremtidsudsigterne i Novo Nordisk.

Under konferencen i San Francisco sagde Kåre Schultz, at han vil gå efter »stort set alle store GLP-1-midler« på det amerikanske marked, hvor Novo henter omkring halvdelen af sin omsætning.