62 nye juicebarer.
Det er hvad Joe & The Juice i løbet af 2018 fik åbnet verden over. Det er hidtil rekord for den danske virksomhed i antal nye åbninger inden for et år.
Udvidelsen har dog kostet en masse penge, og derfor kommer juiceforretningen ud af 2018 med et underskud på 113 mio. kroner mod et minus på 27 mio. kroner året før. Til gengæld er salget af juice, kaffe og sandwicher steget siden 2017 med over 200 mio. kroner til lidt over en mia. kroner.
Det viser virksomhedens regnskab, der blev offentliggjort onsdag.
Vokseværk uden for Danmark
Det er især i USA, at Joe & The Juice har satset stort på åbning af juicebarer. Blandt andet er Chicago og San Diego to netop tilføjede byer.
Derudover har selskabet i forbindelse med sin ekspansionsplan også annonceret et nyt samarbejde med den amerikanske internetgigant Amazon.
I 2010 begyndte Amazon at bygge sit nye hovedkvarter i den amerikanske by Seattle, hvor Joe & The Juice nu skal åbne to butikker i en af de store bygninger og dermed være den største kaffe- og juiceleverandør til virksomheden samt turister og lokalbefolkningen, der også får adgang til juicebarerne.
Aktionærerne har desuden besluttet at give egenkapitalen en indsprøjtning på 245 mio. kroner i 2019 for at sikre, at Joe & The Juice kan fortsætte det hastige udrulningstempo.
Men det er ikke blot i USA, at kæden vokser. Ifølge regnskabet er omsætningen hos Joe & The Juice i resten af Europa samt uden for Europa i stærk udvikling i forhold til Danmark, og faktisk står de danske juicebarer kun for lige knap 27 pct. af den samlede omsætning.
Mangel på kvinder
De mange åbninger har også betydet, at kæden har fået flere ansatte.
I slutningen af 2018 havde Joe & The Juice 1.626 ansatte, hvilket er 280 flere end et år tidligere.
Dog er Joe & The Juice flere gange blevet kritiseret for sin kønsfordeling af ansatte. Ifølge regnskabet var kun 14 pct. af alle ansatte i virksomheden kvinder i begyndelsen af 2018. Andelen er nu steget til 25 pct. kvinder.
I år forventer selskabet at åbne 30 til 40 nye juicebarer. Det endelige tal afhænger af, hvilke lejeaftaler Joe & The Juice kan forhandle hjem. I alt har virksomheden 272 juicebarer rundt i hele verden.
Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Joe & The Juices stifter og bestyrelsesformand, Kaspar Basse, men det er ikke lykkedes.
Kaspar Basse stiftede juicekæden i 2002 og har ad flere omgange solgt store portioner aktier til de to kapitalfonde Valedo Partners og General Atlantic, der i dag sidder på aktiemajoriteten i juicekæden. Salgene har gjort ham mangemillionær.