Kaspar Basse stopper som topchef for Joe & The Juice

Efter 17 år som adm. direktør skal Kaspar Basse ikke længere stå i spidsen for sit livsværk.

Kaspar Basse skal være bestyrelsesformand for Joe & The Juice Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Den danske virksomhed Joe & The Juice foretager nu en række ændringer i organisationen.

Kaspar Basse, der er stifter af virksomheden, stopper som adm. direktør og bliver bestyrelsesformand. Ny topchef bliver i stedet driftsdirektør Sebastian Vestergaard, der i 2004 begyndte sin karriere på gulvet som juicer i en af de første butikker, og som siden har arbejdet sig op i virksomheden.

Den tidligere B&O-topchef Tue Mantoni, der indtil nu har været bestyrelsesformand i Joe & The Juice, bliver næstformand.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelse.

Basse vil i sin nye rolle som bestyrelsesformand fortsætte med at udvikle og styrke Joe & The Juices identitet, skriver virksomheden.

»Skiftet formaliserer de roller og det ansvar, som Sebastian og jeg har påtaget os de sidste par år,« siger Kaspar Basse i meddelelsen.

Vestergaard har de seneste år samarbejdet med Basse om at definere og implementere »flere af de grundlæggende procedurerer, som virksomheden bygger på i dag« skriver virksomheden og tilføjer, at det var det arbejde, der medførte, at Vestergaard blev finansdirektør og i 2016 blev udnævnt til driftsdirektør.

Medier: Juicekæmpen på vej mod børsnotering

Joe & The Juice, der blev stiftet i 2002, åbnede 60 butikker sidste år, hvoraf 31 blev åbnet i vækstmarkedet USA. Kæden har i dag 285 butikker i 15 lande og beskæftiger 2.200 medarbejdere.

Selskabet er ejet af den svenske kapitalfond Valedo, der er majoritetsejer, og den amerikanske kapitalfond Atlantic. Derudover ejer Kasper Basse og baron Johan Ernst Wedell-Wedellsborg hver især en mindre del.

I oktober skrev Bloomberg News på baggrund af anonyme kilder, at de to fonde er i færd med at undersøge mulighederne for at sende juicekæden på børsen i USA, hvor Joe & The Juice satser på yderligere vækst.

I januar skrev InsideBusiness imidlertid, at Joe & The Juice skulle være løbet ind i betydelige udfordringer i forsøget på at udrulle konceptet i USA.

De mange nye juicebarer på dyre lokationer er ikke billige, og selv om kædens danske forretninger fortsat leverer udmærkede resultater, er det ikke nok til at finansiere den hastige amerikanske ekspansion, skriver mediet på baggrund af anonyme kilder.

I seneste årsregnskab, der dækker 2017, havde juicekæden en gæld på 650 mio. kr. til primært SEB, og den gæld er nu på et niveau, hvor det ifølge kilderne ikke længere giver mening at udvide kreditten.

Derfor skulle de to kapitalfonde være i gang med at afsøge mulighederne for at få frisk kapital ind, der kan være med til at finansiere væksten. Ifølge InsideBusiness’ kilder er der aktuelt behov for omkring 200-300 mio. kr. for at holde Joe & The Juice på vækstsporet, uden at det giver problemer i forhold til banken eller likviditeten.

Fondene skulle blandt andet have forhandlet med den amerikanske gigant Goldman Sachs om en løsning, hvor storbanken eksempelvis giver den danske virksomhed et ansvarligt lån og til gengæld får en ejerandel samt en option på at stå for børsnoteringen af kæden, når det bliver aktuelt.

Ambition om at runde en milliard

Hverken Kaspar Basse eller Sebastian Vestergaard har ønsket at stille op til interview, men adspurgt om ejerne afsøger muligheder for at få frisk kapital ind, skriver selskabets kommunikationsdirektør, Morten Askekilde, i en e-mail:

»Som vækstvirksomhed er det en helt naturlig del af vores ekspansionsplan løbende at optimere og se på nye finansieringsmuligheder i samarbejde med vores ejerkreds,« skriver han.

Adspurgt om han kan afvise, at der aktuelt er behov for omkring 200-300 mio. kr, og at Valedo og General Atlantic har forhandlet med Goldman Sachs, svarer han:

»Det har vi per definition ingen kommentarer til, da vi af princip ikke kommenterer offentligt på, hvem vi eller vores ejere har kommercielle dialoger med og i øvrigt intet kendskab til,« skriver han.

Selskabet er endnu ikke kommet med regnskab for 2018, men juicekæmpen har tidligere meldt ud, at den regner med at nå en en omsætning på en milliard kr i 2018. I 2017 voksede omsætningen til 790 mio. kr., hvilket svarer til en stigning på 43 pct. i forhold til året før.

De store investeringer er dog også smittet af på bundlinjen, som er dalet fra et underskud på 15,1 mio. i 2016 til 27,3 mio. i 2017.