Jesper løb risikoen og stiftede ny fiskevirksomhed i sommer. Nu kan han ikke få hjælp: »Samfundssind bør også omfatte os«

Der er generelt svært at få økonomisk hjælp, hvis man har taget springet og stiftet ny virksomhed efter nedlukningen i marts. Det oplever fiskeleverandøren Nemfisk, der er faldet ned i flere huller i hjælpepakkerne.

Jesper Wieder, medejer af iværksættervirksomheden Nemfisk, oplever, at der ingen hjælp er at hente fra statens hjælpepakker – et problem, som er generelt for nystiftede virksomheder. Asger Ladefoged

Coronakrisen har sparket bunden ud af mange brancher. Alligevel tog Jesper Wieder og hans partner springet, da de slog dørene op for en helt ny virksomhed i juni 2020 i et år, hvor ingen kunne forudse, om kunderne ville forsvinde måneden efter.

Jesper Wieders virksomhed Nemfisk.com er et nyt bud på en onlinefiskegrossist, der har skåret alle mellemled fra for at kunne levere fisk så billigt som muligt fra hav til dør. De primære kunder er restauranter og kantiner. Men når det kommer til hjælpepakkerne, sidder mange iværksættervirksomheder som Nemfisk i klemme, hvis de er stiftet efter nedlukningen i marts. For så er der intet økonomisk sikkerhedsnet til at fange dem, hvis de falder.