Jeremy Corbyn på jagt: Fem britiske rigmænd skal ned med nakken

Den britiske oppositionsleder, Jeremy Corbyn, skød torsdag sit parti, Labours valgkampagne i gang med en tale i South London. Området syd for Themsen har historisk været hjemsted for en stor del af arbejderklassen, og derfor var det nok ikke tilfældigt, at den venstreorienterede partileder satte kampen om regeringsmagten ind her.

Det er ikke usædvanligt at høre Jeremy Corbyn tordne mod de superrige, men mere end ét sæt øjenbryn må alligevel have løftet sig, da han under talen satte navn på fem specifikke rigmænd, som, han mener, skal ned med nakken, hvis Labour får regeringsmagten ved næste valg.

Det skriver The Guardian.

»Sammen kan vi rive et korrupt system ned og bygge et mere retfærdigt land, som oprigtigt tager vare for alle,« sagde Jeremy Corbyn under talen.

Han mener, at de fem navngivne personer udnytter systemet til at berige sig selv på bekostning af andre.

Mike Ashley

Han ejer majoriteten af aktierne i Sports Direct, en stor kæde af stormagasiner og fodboldklubben Newcastle United. Det har indbragt ham en formue på omkring to milliarder pund, hvilket svarer til lidt over 17 milliarder kroner.

Mike Ashley bliver anklaget for at udnytte arbejdere ved at bruge »zero hour contracts«​, som ikke garanterer nogen timer til de ansatte overhovedet. Desuden viste en undersøgelse foretaget af The Guardian i 2015, at mange ansatte i Sports Direct fik mindre end den britiske mindsteløn i timen.

Labour har flere gange foreslået at ulovliggøre de politisk omstridte kontrakter og arbejder desuden for at hæve mindstelønnen i landet.

Jim Ratcliffe

Kemi er en lukrativ branche, som har gjort Jim Ratcliffe til en af Storbritanniens allerrigeste. Han ejer aktiemajoriteten i verdens største kemivirksomhed, Ineos, og har en formue på ca. 18 mia. pund (156 mia. kr.).

Jim Ratcliffe er kommet i særligt venstrefløjens unåde, efter at det er blevet kendt, at Jim Ratcliffes firmaer står bag omtrent en tredjedel af al CO₂-udledning i Skotland.

»Hvis side er I på? De store forurenere som Jim Ratcliffe, Storbritanniens rigeste mand, som tjener sine penge på at ødelægge miljøet? Eller de børn, som vokser op i vores byer med reduceret lungekapacitet på grund af kvælende forurening?« spurgte Jeremy Corbyn i sin tale.

Jim Ratcliffe flyttede i 2010 sit firma til Schweiz i protest mod den daværende Labour-regerings skattepolitik. Han flyttede det så tilbage til Storbritannien igen, efter at de konservative kom til magten i 2016 og sænkede selskabsskatten.

Crispin Odey

Som en af landets rigeste finansmænd tjente Crispin Odey angiveligt 220 mio. pund (knap to mia. kr.) på natten for Brexit-afstemningen i 2016. Det gjorde han ved at købe sig til resultater af meningsmålinger og derefter satse »imod« det britiske pund.

Han har dog selv affejet anklagerne som værende »crap«.

Han har desuden doneret store mængder penge til kampagner for Brexit samt til Boris Johnsons egen valgkampagne.

Finanseksperter er overvejende enige i, at der ikke er specielt meget at gøre for en eventuel Labour-regering, idet Crispin Odeys generelle forretningsmetoder ikke strider mod loven, og at han desuden nemt vil kunne flytte sine foretagender ud af landet, uden at det ville hindre ham i at fortsætte sit foretagende.

Hugh Grosvenor

Hertugen af Westminster er med sine 28 år og ti mia. pund på kontoen Storbritanniens yngste milliardær. Alt sammen på penge, der er nedarvet via ejendomme og fonder.

Labour ønsker at sætte ham i gabestokken, fordi han ikke har betalt nogen nævneværdig arveskat, og fordi han planlægger at smide familier ud af nogle lejlighedskomplekser, som han vil omdanne til luksuslejligheder.

Hvis en Labour-regering vil ramme ham, skal det være på krav om flere boliger, der er til at betale for den gennemsnitlige brite.

Rupert Murdoch

Ganske vidst er han ikke brite, men den 88-årige australske mediemogul, Rupert Murdoch, som blandt andet ejer aviserne The Sun, The Times og The Sunday Times bliver beskyldt for at pumpe propaganda, som støtter et korrupt system, ud i offentligheden.

Labour har tidligere svoret, at de ville frigøre journalister fra de stenrige »pressebaroners« greb. Imidlertid er der dog ikke præsenteret nogen håndgribelige forslag eller værktøjer, der skal gøre dette.