Iværksættere har modtaget millioninvestering til videokurser i e-sport

Den danske virksomhed Gamerzclass har fået en millioninvestering fra den erfarne business angel Jesper Drescher. Pengene skal hjælpe dem med at slå igennem globalt i en niche af underholdningsbranchen, der har oplevet gevaldigt vækst den seneste årrække.

billede foran computer
Johan »Ettnix« Bengtssons undervisningsvideoer i Fortnite består af 26 videoer på alt fra 40 sekunder til 13 minutter. Videoerne spænder bredt. Helt fra spillets basale færdigheder til en videoguide, der viser, hvordan man optager og analyserer sit eget spil. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Den danske virksomhed Gamerzclass har skabt en online-platform, hvor de sælger videokurser i e-sport. I videoerne kan kunderne få stivet færdighederne af i nogle af tidens mest populære computerspil med professionelle gamere som læremestre.

»Vi ser os selv som en masterclass inden for e-sport. Vi har lavet en række videokurser med professionelle gamere, som underviser dybdegående i Fifa, League of Legends, CS:GO og Fortnite,« siger Victor Folmann, adm. direktør i Gamerzclass.

Det er gået hurtigt med at få bredt konceptet ud. Virksomheden blev stiftet i maj 2018, gik live i oktober og har nu kunder fra 50 forskellige lande, hvoraf de fleste er bosiddende i USA.

Adm. direktør Victor Folmann har tidligere arbejdet i softwareindustrien og gik målbevidst efter at opbygge et digitalt koncept, der kunne skaleres direkte til hele verden.

»Tanken er, at vi bruger de her store profiler, der i sig selv har fans over hele verden. Det begyndte med, at vi talte med Jacob »Pimp« Winniche, som mange kender fra hans rolle som CS:GO-kommentator på TV 2 Zulu,« siger han.

Mange af de spil, som Gamerzclass producerer videoguides til har såkaldt åbne APIer, hvilket vil siger man åbent kan følge den enkeltes spilstatistik. Det vil de fremadrettet kunne bruge til at følge spillere, der har købt adgang til deres guideunivers. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Matching-lån på fremmarch

Gamerzclass har netop fået Jesper Drescher, der i 2017 vandt titlen »Business angel of the year«, med ombord. Han har skudt ny millionkapital i virksomheden i samarbejde med Vækstfonden. Det er en del af Vækstfondens nye initiativ, Business angel matching-lån. Kort fortalt betyder det, at Vækstfonden vil matche Dreschers investering 1:1 med lånemuligheder for virksomheden.

»Danmark er kommet godt fra start som e-sportsnation, og her tror jeg på GamerzClass som en stærk spiller internationalt. Men det kræver kapital at sætte fart på væksten hos virksomheder i et tidligt stadie, og derfor er matching-lånet interessant, fordi vi smidigt kan tiltrække risikovillig kapital uden at afgive ejerandele,« siger Jesper Drescher i en pressemeddelelse.

Investeringen skal bruges til at finansiere produktionen af de 20 kurser, som de har i sinde at producere i løbet af 2019.

Den unge virksomhed anskuer selv potentialet som kæmpe stort. På verdensplan gamer 2,5 milliarder mennesker.

En analyse fra Newzoo, der laver markedsanalyser inden for spil og e-sport, konkluderer også, at den globale indtjening på e-sport kommer til at runde en milepæl i 2019: En milliard dollar.

Det er en vækst på 26 procent sammenlignet 2018 – og det er ikke en vækst, der ser ud til at stagnere foreløbig. Newzoo forventer en årlig vækst på 22 procent frem til 2022, hvor den globale indtjening fra e-sport forventes at ramme 1,79 mia. dollar.

Der er vel at mærke kun tale om den direkte indtjening fra sponsoraftaler, medierettigheder, merchandise osv. Tæller man relaterede brancher, som Gamerzclass er med i, vil tallet være langt højere.

Den danske fifaspiller »Agge« er tidligere verdensmester i det populære fodboldssimulationsspil. Han spiller i dag for det FCK-ejede »North« og har tidligere spillet for blandt andre PSG. Fold sammen
Læs mere

Potentiale på andre sprog

Selv om 60 procent af virksomhedens kunder i dag er bosiddende i USA, er videoerne på andre sprog end engelsk allerede på tegnebrættet.

»Vi vandt en startup-konkurrence i Sydkorea og har sidenhen fået en aftale om at producere nogle koreansksprogede videoer for teleselskabet SK Telecom. Man kunne sagtens forestille sig indhold på kinesisk eller portugisisk i fremtiden,« siger Viktor Folmann.

Konceptet var mest tiltænkt til at blive solgt direkte til forbrugeren, men særligt hjemme i Danmark er virksomheden begyndt at få øjnene op for andre løsninger.

»Vi er begyndt at arbejde på at lave nogle større pakkeløsninger til for eksempel DGI, e-sportsakademier, efterskoler og lignende. Derudover har vi indgået partnerskab med Sharkgaming, der laver gaming PCer – når man køber en computer hos dem fremover, vil der være en licens til Gamerzclass på,« siger han.

Der er hård konkurrence fra gratis guideindhold på Youtube, men den adm. direktør Victor Folmann er ikke i tvivl om, Gamerzclass vil vippe det gratis indhold af pinden.

»Der ligger tonsvis af fedt materiale på Youtube. Men vi skiller os meget ud fra det ved, at vores indhold er struktureret, velproduceret – og vi bruger etablerede navne, som folk gerne vil lære fra. Vores indhold bliver filmet med mange kameraer i et studie. Vi gør noget ud af det – da vi skulle filme Fifa-videoerne tog vi for eksempel ind i Parken,« siger han.