Han gik ind af døren, da den tidligere direktør, Alfred Josefsen, gik ud i 2012, og nu ser det ud til, at Irmas kædedirektør Jesper Uggerhøj har bestået sin svendeprøve. 2013 var Uggerhøjs første hele regnskabsår som kædedirektør, og han har ført Irma-pigen sikkert gennem året og leverer det bedste resultat i kædens 127-årige historie.
I regnskabet for hele Coop-koncernen, som bliver offentliggjort den 28. marts, fremgår resultatet for de enkelte kæder ikke. Men Jesper Uggerhøj har givet Berlingske Business et par tal fra det endnu ikke offentliggjorte regnskab, som viser en klar fremgang på kædens indtjening.
Mens omsætningen i Irma faldt med 50 millioner kroner i 2013 fra 2,4 milliarder kroner i 2012, steg indtjeningen med fem procent. Samtidig er markedsandelen fastholdt. Direktøren tager dog ikke selv hele æren for det gode resultat.
»Det er altid nemmere at skabe noget godt, når fundamentet er i orden,« siger Jesper Uggerhøj med henvisning til, at Irma under Alfred Josefsen voksede til at have en klar profil på dagligvaremarkedet, særligt i de københavnske forbrugeres bevidsthed.
»Det, vi er lykkedes med, er at forstærke det, som Irma har været kendt for i mange år, nemlig at være en innovativ og anderledes aktør på markedet,« siger Jesper Uggerhøj.
Det danske dagligvaremarked har været stærkt præget af forbrugernes efterspørgsel på billige dagligvarer i forlængelse af finanskrisen. Discountkæder som Netto, Rema 1000, Kiwi og Fakta har åbnet en lang række butikker og skabt et tæt net af discountbutikker i hele Danmark. Men ser man isoleret på Coop, ser det ud til, at danskerne i stigende grad også er ude efter god kvalitet.
For et par uger siden kunne Berlingske Business skrive, at 2013 var et rædselsår for Coops discountkæde Fakta, som kommer ud med et underskud på omkring 100 millioner kroner, og nu fremviser koncernens »luksuskæde« altså en positiv udvikling i samme år.
Ifølge Jesper Uggerhøj nyder Irma godt af en tendens i tiden, hvor danskerne så småt bliver interesseret i kvalitet.
»Det viser, at der er et marked, som er et modstykke til discount. Krisen har gjort det svært at være det modstykke, men der er en modtendens i forhold til discountbølgen i tiden,« siger Jesper Uggerhøj.
Irma-direktøren peger netop på et øget fokus på god kvalitet, bedre kundeservice og fokus på hele indkøbsoplevelsen som medvirkende årsager til, at det går fremad for Irma.
Uden at kende Coops øvrige kæders præstation i 2013, bidrager Irma positivt til et samlet Coop-regnskab for 2013, som administrerende direktør for Coop, Peter Høgsted, i forbindelse med fremlæggelsen af sin strategi for koncernen kaldte både »dårligt« og »skuffende«.
Peter Høgsted sagde ved samme lejlighed, at Coop ønsker at ændre danskernes forbrug af fødevarer ved at tilbyde en større andel af »spændende og god mad« med fokus på kvalitet frem for kvantitet og discount, og det ser ud til, at de laveste frugter er plukket med realisering af ambitionen i Irma, som i forvejen har fokus på netop den strategi.
»Der har været en alt for entydig fokusering på pris og discount i dagligvaresektoren de seneste år, og vi ser nu heldigvis med Irmas succes og med frembruddet af mange andre interessante fødevareinitiativer, at der sker en opsplitning af markedet, og at der bestemt er interesse for andet end discount, og det er glædeligt,« siger Peter Høgsted.
Men alt har ikke været positivt for Jesper Uggerhøj, siden han tiltrådte stillingen som kædedirektør for Irma i september 2012. Han har måttet erkende, at Irma har ramt ved siden af i sigtet på forbrugerne bosat vest for Storebælt, hvor tre Irma-butikker er lukket.
»Vi lukkede butikkerne i vest sidste år, fordi det simpelthen ikke fungerede. Jyderne har ikke helt forstået Irma, eller også har Irma ikke helt forstået jyderne. I hvert fald fungerede det ikke, og det har kostet mange penge,« siger Jesper Uggerhøj.
Ud over tre butikslukninger i Vestdanmark, en i Odense og to i Aarhus, har Irma også lukket en butik i Hillerød.
Selv om butikslukningerne har kostet på omsætningen, peger mangeårige ekspert i detailhandel, Bruno Christensen, netop på Irmas geografiske fokus som en af grundene til succes.
»Irma henvender sig isoleret til kunder i københavnsområdet. Derfor har de ikke mærket den tilbagegang, der har været i provinsen, sådan som de landsdækkende kæder har,« siger Bruno Christensen, som understreger, at et koncept som Irmas ikke kan rulles ud til resten af landet.
Ifølge Bruno Christensen har Irma også gavn af at have en meget loyal kundekreds. Men Irmas loyale kunder, som gerne betaler for dyre dagligvarer, skeler også til prisen, og det har Irma ifølge eksperten været tvunget til – men også god til – at imødekomme.
»Irma har også måttet være prisaggressiv for at imødekomme de kunder, som ellers ville gå i discountbutikker,« siger han med henvisning til Irmas billige varesortiment, »Irmas hverdag«, som blev lanceret for godt to år siden, og som består af cirka 1.000 basisvarer.
Men selv om Jesper Uggerhøj også selv nævner basisvarerne som en del af Irmas profil, er det de dyre varer og god kvalitet, der er omdrejningspunktet for den fremadrettet strategi for Irma. For at understrege den retning har Irma netop indgået et samarbejde med organisatationen Landbrug & Fødevarer om en ny Irma-flagskibsbutik i Axelborg, hvor Landbrug & Fødevarer har til huse. Irma-butikken skal være med til at fremvise de danskproducerede fødevarer, som Landbrug & Fødevarers medlemmer står bag.
Irma kan i år fejre 127-årsfødselsdag og er dermed den ældste dagligvarekæde i Danmark. Coop har i alt 1.200 butikker fordelt på Irma, Fakta, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen og Kvickly. Irma står for 83 af dem og satser på at ramme 90 inden for de næste fem år.