Den danske brancheforening for e-handelsvirksomheder, FDIH, bliver nu en del af erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.
De godt 1.000 medlemmer af Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) har besluttet at fusionere med Dansk Erhverv, hvor FDIH fremover bliver til Dansk Erhverv Digital Handel. FDIHs administrerende direktør, Niels Ralund, fortsætter under de nye vinger som e-handelsdirektør.
»Vi samler de absolut stærkeste kræfter inden for onlinehandel ét sted, og det vil i den grad styrke Dansk Erhverv,« mener Brian Mikkelsen, der er administrerende direktør for Dansk Erhverv.
E-handel i Danmark for 150 mia. kr. om året
Den danske e-handel har en omsætning på omkring 150 milliarder kroner om året, og fire af fem danskere har de seneste tre måneder handlet på nettet.
FDIH, der blev stiftet i 1997 og har et sekretariat på 20 ansatte, deler allerede adresse med Dansk Erhverv.
»Vi deler allerede de samme holdninger til onlinehandel og bor under samme tag. Vores samarbejde har været fortrinligt i mange år. Vi er simpelthen ude i, at en plus en vil komme til at give mere end to. Synergieffekten vil blive stor,« mener FDIHs bestyrelsesformand, Anders Lindhardsen.
Dansk Erhverv er arbejdsgiverforening for omkring 16.000 medlemsvirksomheder.