Illum, Magasin og H&M lukker alle butikker – også udenfor storcentre

Den danske stormagasinkæde Magasin skal lukke alle syv stormagasiner, efter at regeringen tirsdag bebudede nye restriktioner. Madafdelingen Mad & Vin må dog gerne holde åbent.

Magasin har lukket kædens syv afdelinger på Kongens Nytorv (billedet) og i Field’s i København samt i Lyngby, Rødovre, Odense, Aarhus og Aalborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Tirsdag aften kunne statsminister Mette Frederiksen (S) præsentere danskerne for en række nye forbud og restriktioner, der skal mindske udbredelsen af coronavirus.

Det betyder, at en lang række restauranter, cafeer, barer, frisører og storcentre fra i dag onsdag må lukke i to uger.

Også de danske stormagagasiner lukker. Illum lukker i København, mens Magasin lukker alle kædens syv stormagasiner.

Kun madafdelingen Mad & Vin I Magasin må fortsat holde åbent. Det vil dog fortsat være muligt at købe varer via nettet, oplyser økonomidirektør Peter Fabricius.

Også H&M lukker alle deres butikker i Danmark – også dem, der ikke er placeret i storcentre.

»På baggrund af regeringens seneste tiltag har vi besluttet at lukke alle H&M Groups butikker midlertidigt – i både storcentre og gågader. Vi følger regeringens tiltag nøje, og vi vil holde butikkerne lukket så længe, det er nødvendigt,« skriver kommunikationsmedarbejder Marlene Hyre-Dybbro i en mail til Berlingske.

Hun skriver videre, at kæden i »denne ekstraordinære situation« er nødt til at træffe beslutninger under hensyntagen til medarbejdere, forretningen og »vores bredere samfundsansvar«.

»Disse beslutninger er selvfølgelig svære at træffe, og der tages højde for mange faktorer, hvoraf den vigtigste er medarbejdernes og kundernes sundhed og sikkerhed – både på kort og lang sigt« skriver hun.

Onlineshoppen vil stadig være åben.

Matas afventer

Selv om minimum 50 af Matas-kædens 270 butikker er placeret i storcentre, regner virksomheden ikke med, at regeringens nye restriktioner vil ramme materialistkæden, som fortsat forventer, at den kan holde åbent i storcentre og arkader, oplyser kommunikationschef Klaus Fridorf.

»Vi forstår, at myndighederne vil lægge sig op ad den model, der er valgt i Tyskland, hvor forhandlere af personlig pleje, hygiejneprodukter og håndkøbsmedicin opfattes som en del af dagligvarehandlen og samtidig er vigtig for sundhedstilstanden,« skriver han i en e-mail til Berlingske og oplyser, at kæden dog har lukket butikkerne midlertidigt, til de er sikre på, at de har forstået reglerne korrekt.

Kommunikationschefen kan ikke oplyse, hvordan kædens salg har været, siden coronakrisen brød ud, idet Matas er børsnoteret.

»Men der er i den grad kunder i både butikkerne og i webshoppen, og især kategorierne personlig pleje, hygiejne og håndkøbsmedicin vækster ganske pænt disse dage,« skriver Klaus Fridorf.

Også 100.000 ansatte i restaurationsbranchen er fra i dag ramt af regeringens seneste restriktioner.

Og det er en branche, der ifølge brancheorganisationen Horesta årligt står for en omsætning på knap 48 mia. kr., som nu er blevet tvunget i knæ.

Det nye forbud, der også indebærer, at flere end ti personer ikke må samles, vil gælde til og med 30. marts.