Ikonisk virksomhed fik aldrig pengene, men Skat kræver alligevel millioner: Snart falder dommen i 13 år gammel skattesag

Skatteministeriets sag mod det tidligere ØK nærmer sig målstregen. I sidste uge var to forhenværende ØK-topfolk, Niels Henrik Jensen og Henning Kruse Petersen, indkaldt som vidner i sagen, som Skat tabte i Landsskatteretten, men som Skatteministeriet alligevel har indbragt for landsretten.

I Venezuela, hvor Hugo Chávez var præsident i en lang årrække, havde ØK frem til 2014 datterselskabet Plumrose. Det er her, at den 13 år lange skattesag mellem Skatteministeriet og det daværende ØK, nu EAC Invest, har sin oprindelse. Juan Barreto/AFP/Ritzau Scanpix

Vi skruer tiden tilbage til 2008. I Venezuela hedder præsidenten Hugo Chávez. Han holder magten i et jerngreb og dikterer hver søndag sin politik »i otte timer lange tv-taler, som i den efterfølgende uge bliver omsat til dekreter«.

Der er »rygende inflation og mangel på alt, vanvittig meget korruption, og 30 procent af landets indtægter forsvinder uden om statskassen«.