Den svenske møbelgigant IKEA stopper alle sine aktiviteter i Rusland som reaktion på krigen i Ukraine.
Samtlige 17 varehuse i Rusland lukkes midlertidigt, ligesom al import fra og eksport til Rusland og Belarus sættes på pause. Det oplyser IKEAs danske kommunikationsdirektør, Christian Mouroux Pedersen.
»Vi er dybt berørte af den menneskelige tragedie som krigen i Ukraine forårsager, og vores bekymring ligger hos de millioner af mennesker, som er påvirket af den. Under de nuværende omstændigheder er det ikke muligt at fortsætte vores aktiviteter,« lyder det i en mail til Berlingske.
Dermed skriver IKEA sig ind i en lang række danske virksomheder, der har taget handling for at vise deres modstand mod krigen i Ukraine.
Supermarkeder har taget russiske varer ned fra hylderne, banker sælger alle deres russiske aktier, og A.P Møller – Mærsk har stoppet for nye bookinger til og fra Rusland.
Beslutningen kommer til at berøre omkring 15.000 medarbejdere i Rusland. De er indtil videre sikret løn i tre måneder fra IKEA.
»Det er ikke til at sige hvilken økonomisk konsekvens, beslutningen vil få for os endnu,« skriver Christian Mouroux Pedersen.
Mens supermarkeder som Bilka, Føtex og Netto har valgt at pille samtlige indkøbte russiske varer ned fra hylderne, vil IKEA fortsætte med at sælge de russiske varer, der allerede er købt og betalt.
»Langt størstedelen af de IKEA varer, som produceres i Rusland, bliver solgt på det russiske marked. De relativt få varer som ender på hylderne i et dansk varehus, er produceret, købt og betalt før den nuværende krig i Ukraine,« lyder det fra Christian Mouroux Pedersen.
IKEA afsætter samtidigt på globalt plan 40 millioner euro til nødhjælpsarbejde, der blandt andet vil ske gennem FN’s flygtningeagentur UNHCR.