I april så det sort ud: Nu kommer Anders Holch Povlsen med overskud

Coronakrisen var særdeles hård ved tøjkoncernen Bestseller, men ejer Anders Holch Povlsen kan nu præsentere nøgletal, der ser markant bedre ud, end han frygtede.

»Vi har givet vores eksterne forhandlere rabatter, markedsføringstilskud og gjort alt muligt for, at vi kunne komme af med varerne,« siger Bestseller-ejer Anders Holch Poulsen om sin kamp for at redde virksomheden under coronakrisen. PR

Det var en bekymret Anders Holch Povlsen, som Berlingske i april mødte i Aarhus.

Nedlukningen betød, at pengene fossede ud af tøjgiganten, der blandt andet driver mærkerne Vero Moda, Vila og Jack & Jones, og Anders Holch Povlsen frygtede, at det kunne gå helt galt.

Men genåbningen gik markant bedre end forventet, og Bestseller-ejeren kan nu fremlægge nøgletal for det forskudte regnskabsår 2019/2020, som ser bedre ud, end han frygtede.

Omsætningen er faldet med 6,5 procent til 24 mia. kroner, mens overskuddet lyder på 776 mio. kroner. Det er et fald på 72 procent fra året før.

»Heldigvis kom genåbningen i slutningen af april. Havde vi haft lockdown i 10-12 dage længere, så havde vi ikke kunnet fremvise et regnskab med overskud,« siger Anders Holch Povlsen.

Efter genåbningen kom der mange steder hurtigt gang i salget. Samtidig var de første otte måneder af regnskabsåret, inden corona ramte, bedre end nogensinde, og Bestseller havde i de måneder en vækst på 11 procent.

»Så coronakrisen har nok kostet os 2,5 til knap tre mia. kroner.«

Onlinesalg er vokset

Når Bestseller har klaret sig igennem coronakrisen med mere end skindet på næsen, skyldes det ifølge Anders Holch Povlsen også, at Bestsellers onlinehandel er vokset massivt. De første 10-14 dage efter nedlukningen stod salget stille, men efterfølgende er der kommet så meget gang i salget, at onlineforretningen nu er den største.

Han har nu 2.600 egne og partnerejede butikker, hvilket er 14 butikker færre end sidste år.

»Så det er også markant bedre, end vi lige havde regnet med.«

Bestseller modtog under nedlukningen hver uge seks millioner stykker tøj, som de ikke kunne komme af med. Men det er lykkedes tøjkoncernen at sælge de mange varer, der var i overskud.

»Vi har givet vores eksterne forhandlere rabatter, markedsføringstilskud og gjort alt muligt for, at vi kunne komme af med varerne.«

Fortryder ikke håndtering af krisen

Coronakrisen ramte ikke kun Anders Holch Povlsen hårdt økonomisk. Den var også særdeles hård imagemæssigt, og han var under nedlukningen i marts og april flere gange i vælten.

Han fik første gang kritik, da han allerede få uger inde i nedlukningen fyrede 750 medarbejdere. Herefter sendte Bestseller 2.400 medarbejdere hjem på lønkompensation, og kort efter sendte han et brev til 200 udlejere og skrev, at han blev nødt til at »standse huslejebetalingerne foreløbigt«.

Flere havde svært ved at forstå, hvorfor en af Danmarks rigeste mænd med 26 mia. kroner i sit holdingselskab havde behov for hjælp fra staten og ikke kunne betale sine regninger, samt hvorfor han ikke selv skød penge i Bestseller.

I april fortalte han, at han sammen med sine banker havde sikret mere end syv mia. kroner i kapitalberedskab, og at han nu havde betalt sine udlejere. For en måned siden betalte han desuden pengene fra hjælpepakken tilbage til staten.

Bestseller-ejeren fortæller, at han blandt andet har brugt kapitalberedskabet på at hjælpe sine leverandører:

»Vi var nødt til at gøre brug af noget af kapitalberedskabet, men da vi kunne se, at vi fik godt styr på krisen, brugte vi også en del af kapitalberedskabet på at hjælpe vores leverandører, for de er vores vigtige samarbejdspartnere.«

Berlingske var i foråret i kontakt med en af Bestsellers leverandører, som fortalte, at Bestseller også havde henvendt sig til leverandørerne for at få rabat på nogle af de varer, som leverandørerne var i gang med at producere eller allerede havde leveret til tøjkoncernen.

»Vi forhandler med vores leverandører hver eneste dag, men vi har modtaget alle varer og betalt for alt. Vi har måske fået 0,5 procents rabat fra vores leverandører i forhold til sidste regnskabsår, så det er minimalt,« siger Anders Holch Povlsen.

Han fortæller, at han har tilført leverandørerne 3,5 mia. kroner i likviditet i juli, august og september ved at betale sine regninger før tid, fordi mange er hårdt trængte og ramt af andre tøjkoncerners konkurser eller underskud:

»De har brændt fingrene på mange kunder, så vi har været heldige at købe en del varer af vores leverandører, som de havde produceret til andre, og det har også hjulpet os.«

Selv om regnskabet er endt markant bedre, end han frygtede, fortryder han ikke den måde, han håndterede virksomheden og coronakrisen på i foråret.

»Vi gjorde os umage og forsøgte alle vores bedste, og der er ikke noget, hvor jeg tænker, at havde vi bare gjort det lidt anderledes,« siger han.

Så hvis du i marts havde vist, at regnskabet ville ende med overskud, ville du have handlet på samme måde?

»Fuldstændig. Det havde været ideelt at håndtere vores 2.100 huslejekontrakter individuelt, men det kunne vi ikke på så kort tid,« siger han og tilføjer:

»Og vi er stadig af den opfattelse, at det ikke er fair, at lejerne skal betale for et samfund, der er lukket ned. Det er noget, man skal finde ud af i et fair kompromis mellem udlejer og lejer. Jeg er selv udlejer og kunne aldrig finde på ikke at give mine lejere en håndsrækning. Så det der var kørt fuldstændig galt i byen og fuldstændig misforstået.«

Usikker fremtid

Selv om genåbningen har været bedre end forventet, kører det endnu ikke på skinner alle steder.

»Jo flere steder, man skal gå med mundbind, og jo mere folk arbejder hjemmefra, jo mindre er man på gaden, og det er vi da ikke immune overfor overhovedet. Men det betyder ikke, at vi ser sort på det. Vi kæmper alt, hvad vi kan, og ser også, at det nogle steder lykkes,« siger Anders Holch Povlsen.

Han fortæller, at markederne i Indien og Latinamerika er voldsomt ramt, og at salget i Canada, USA og Sydeuropa også stadig er påvirket af coronakrisen.

»Heldigvis er det for os de mindre markeder. Og i Central- og Nordeuropa, som er vores største markeder, er der mere normale forhold.«

Han tør ikke gisne om, hvordan nøgletallene ser ud om et år:

»Vi vil hver eneste dag gå på arbejde for at kæmpe for fremgang. Nu er vi oppe mod et taknemmeligt tal, men det er da vores ambition at komme tilbage og få genopbygget noget af det momentum, vi havde.«