Hvorfor reagerer politiet ikke, når du ringer til dem?

Det er åbenbart en kedelig vane, at SØIK, kendt som Bagmandspolitiet, ikke reagerer, når de får tip og advarsler om potentielt ulovlige forhold i erhvervslivet. Det har vi set i Dan-Bunkering-sagen og nu senest i Carlsberg-sagen om bestikkelse i Indien, hvor en seriøs henvendelse fra en kilde aldrig blev taget alvorligt.

Foto: Søren Bidstrup

For ti år siden fik Berlingske den fornemme journalistpris Cavling-prisen for en serie med navnet »Forbrydelsen«, der i bund og grund undersøgte, om politiet dukkede op, når borgerne ringede efter dem. Det forenklede svar var, at »nej, det gjorde politiet ikke altid«.

I dag, i 2019, kan vi konstatere, at det gør politiet sådan set stadig ikke altid, i hvert fald ikke når det drejer sig om alvorlig økonomisk kriminalitet.

I denne uge kunne Berlingske således beskrive, hvordan en troværdig kilde rettede henvendelse til Udenrigsministeriet, Justitsministeriet og SØIK for at fortælle, at vedkommende lå inde med oplysninger, som angiveligt dokumenterede, at Carlsbergs indiske datterselskab systematisk bestak indiske embedsmænd.

Man må forvente, at danske myndigheder af den kaliber er i stand til at visitere – altså finde ud af op og ned – når de modtager en henvendelse af den kaliber. Det skete bare ikke. Sagen blev aldrig undersøgt, viser det sig nu.

»Så nej, politiet reagerer ikke altid, når borgerne eller kilder ringer.«


Det er svært at forstå. For selv om blandt andet SØIK formentlig oversvømmes af henvendelser, og selv om det helt sikkert er et stort arbejde at vurdere, om henvendelserne indeholder substans, så er det selvsagt ikke godt nok, hvis seriøse og berettigede henvendelser ikke tages alvorligt – eller i det mindste undersøges.

Det må være et berettiget krav til blandt andet SØIK, der om nogen har behov for henvendelser fra whistleblowere og andre, som mener at ligge inde med oplysninger om mulig økonomisk kriminalitet.
Det er altså en grim historie. Og den bliver jo endnu værre, fordi den følger tæt i kølvandet på sagen om Dan-Bunkerings mulige salg af brændstof til de russiske styrker i Syrien. I den sag skete det samme som i Carlsberg-sagen. SØIK undersøgte ikke selv sagen, men valgte at sende opgaven videre til Fyns Politi – hvor den endte i en bunke uden reelt at blive efterforsket.

Så nej, politiet reagerer ikke altid, når borgerne eller kilder ringer. Og det er helt banalt bare ikke godt nok.

Tre ting, vi diskuterede på Business i denne uge:

Har det danske vindeventyr sejret sig ihjel?

600 fyresedler den ene dag, 590 den næste. Det har sandt for dyden ikke været nogen sjov uge for de ansatte hos de to store danske vindkæmper, Siemens og Vestas.

De to koncerner valgte den samme uge til at gennemføre massefyringer, der blev forklaret med, at kunderne flytter sig, og deres behov for blandt andet særlige vinger gør, at der bliver mindre behov for ansatte på de danske fabrikker.

Man kan næsten sige, at vindbranchen er ved at sejre sig ihjel, i hvert fald hvis man ser det med blå kedeldragtøjne. For branchen er blevet global, og alt foregår ikke længere alene på danske fabrikker. Det koster nu dyrt for folkene på gulvet, mens design og udvikling nok stadig vil være stort i Danmark – som traditionen ofte er det, når en branche modnes.

Kan nogen stoppe hackerne?

Det er tydeligvis sin sag at holde hackerne fra døren. Hvis nogen vil høre om den svære virkelighed, så kan de bare banke på hos høreapparatgiganten Demant – men husk, skriv endelig ikke en mail.

Demant har netop måttet nedjustere forventningerne til resultatet efter denne måneds hackerangreb, der kommer til at koste mindst en halv milliard kroner i udgifter af forskellig slags.

Historien er grim, ligesom den hidtil største danske af slagsen, A.P. Møller - Mærsk-hackerangrebet i 2017, var det. Og den illustrerer, hvor svært det er for virksomhederne at holde sig på forkant med hackerne – hvis det da overhovedet kan lade sig gøre.

Tysk politi er ikke bange for at gå i kødet på de store

Det er næsten, som hvis politiet bankede på døren til Kongehuset og udstak tre sigtelser. For så »fin« er Volkswagen, Tysklands største virksomhed, faktisk i vores naboland. Det er den private virksomhed, der beskæftiger flest ansatte og genererer den største eksport, så hidtil har ingen for alvor turdet gå i kødet på ledelsen bag.

Det har Dieselgate, sagen om koncernens svindel med software i dieselbiler, ændret på. Flere fra koncernen er eller har været sigtet, flere sidder eller har siddet i fængsel. Alligevel tog tysk politi sagen til et nyt niveau, da man forleden sigtede de tre øverst ansvarlige i koncernen, bestyrelsesformanden, den nuværende CEO og tidligere CEO, for at have forholdt investorerne oplysninger om sagen, som de tre ellers lå inde med.

Det viser, at sagen så langtfra er overstået, selv om VW har travlt med at gå elvejen og forsøge at distancere sig fra fortidens sorte synder.

Peter Suppli Benson er erhvervsredaktør på Berlingske