Hvidvaskmistænkt forbundet til mystiske selskaber i Danske Bank-sagen

Den 45-årige kvinde, som i sidste uge blev varetægtsfængslet og sigtet for hvidvask for 105 millioner kroner i Nykredit, har tætte bånd til en dansk-russisk forretningskvinde, en litauisk stråmand og danske skuffeselskaber fra Danske Banks hvidvasksag.

Ifølge Bagmandspolitiet har en 45-årig kvinde hvidvasket 105 millioner kroner via konti i Nykredit. Arkivfoto: Sara Gangsted

Hovedpersonen i en større sag om formodet hvidvask for millioner gennem konti i Nykredit er tæt forbundet til personer og selskaber involveret i hvidvasksagen i Danske Bank.

Den 45-årige kvinde, som i sidste uge blev sigtet for hvidvask og forsøg på hæleri af særlig grov karakter, er beskyttet af et navneforbud, men Berlingske er i afdækningen af hvidvasksagen i Danske Bank flere gange stødt på kvinden, der oprindelig stammer fra Rusland.