Hundredtusinder af YouSee-kunder får endnu en ekstraregning

Prisstigninger på 20 kroner om måneden for et fastnetabonnement rammer fra 1. juli. Men endnu flere og større prisstigninger er på vej i løbet af året, advarer teleanalytiker.

Fastnettelefonen lever stadig, trods mobiltelefonens indtog – men det bliver dyrere og dyrere at have den stående, så man kan ringe til hjemmet i stedet for til den enkelte på mobiltelefonen. Nu får taksterne hos landets største teleudbyder endnu et hak opad fra 1. juli. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Hundredtusinder af danskere får fra om få måneder endnu en ekstraregning ind ad døren. Nu bliver det nemlig dyrere at have en fastnettelefon hos TDC-selskabet YouSee – og det bliver langtfra den sidste prisstigning, der vil ramme i den kommende tid.

YouSee, der efter opsplitningen af TDC-koncernen fra årsskiftet i dag hører under Nuuday og er Danmarks største internet-, tv- og mobilleverandør, skruer prisen for at have en fastnettelefon op med 20 kroner om måneden på selve abonnementet. Det sker fra 1. juli, skriver Finans.