Hun er en af Danmarks mest fremtrædende iværksættere – og hun formår at gøre et højere formål til en kommerciel succes

40 år lørdag: Mette Lykke er en af Danmarks mest succesrige og fremtrædende iværksættere. Først satte hun sig for at få folk til at motionere. Nu er hun i gang med at bekæmpe madspild.

Den succesfulde iværksætter Mette Lykke står i dag bag Too Good To Go, der bekæmper madspild. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Mette Lykke er indbegrebet af alt det, det danske samfund og erhvervsliv skriger efter mere af.

Hun er iværksætter, hun arbejder for et højere formål ved at bekæmpe madspild – og hun formår at gøre det til en succesfuld forretning samtidig.

27. februar fylder hun 40 år. Og der er ikke mange, der har opnået så meget, som er tilfældet for Mette Lykke.

Kendetegnende for det meste er, at hun er drevet af et højere formål. Først ville hun have folk til at motionere mere. Nu forsøger hun at bekæmpe madspild.

Det sker som administrerende direktør for den fremadstormende danske iværksættervirksomhed Too Good To Go, der på fem år har fået 32 millioner brugere verden over, og som for nylig annoncerede, at man er klar til at udvide aktiviteterne i USA, hvor virksomheden nu også står på spring i Philadelphia, Washington D.C. og San Francisco.

Det er ikke første gang, at Mette Lykke har stor succes med en iværksættervirksomhed.

Som uddannet cand.scient.pol. blev hun ansat som konsulent hos McKinsey, men efter knap to år som konsulent, sagde hun og et par andre kolleger op for at blive iværksættere i 2007.

Det resulterede i den kendte løbeapp Endomondo, som i 2015 blev solgt for omkring en halv milliard kroner til amerikanske Under Armour, hvor Mette Lykke selv fortsatte under de nye ejere.

Og som en lille kuriøs detalje er en af de andre medstiftere af Endomondo, Jakob Jønck, i dag også iværksætter med fokus på mad og klima gennem virksomheden Simple Feast.

En tydelig stemme

Mette Lykke sidder ligeledes i bestyrelsen hos Gyldendal, og det er ikke det eneste sted, hun er aktiv. Også i den offentlige debat blander hun sig gerne, når hun har noget på hjerte.

Eksempelvis når det gælder manglen på kvindelige iværksættere, som kun udgør omkring en fjerdedel af det samlede antal iværksættere i Danmark trods stigende fokus på problemstillingen.

»Det er en alt for velbevaret hemmelighed, at iværksætteri er en rigtig fin karrierevej – også for kvinder,« har Mette Lykke tidligere sagt.

»Det er en dum forestilling, at man kan få det hele. Man må finde ud af med sig selv, hvad man synes, der er vigtigt. Og hvis det både er vigtigt at opfostre et sundt og glad barn og drive en virksomhed, så kan det sagtens gå hånd i hånd, så er der bare nogle andre ting, man ikke når.«

Mette Lykke har på kort tid opbygget et imponerende cv. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Hun var ligeledes medunderskriver på et opråb fra danske klimaiværksættere, som tilbage i september italesatte, at der er behov for en CO2-afgift for at nå Danmarks klimamål:

»De grønne iværksættere arbejder på højtryk for at udvikle nye teknologier og forretningsmodeller, der kan bidrage til CO2-reduktionen. Det er bare urealistisk at tro, at effekten heraf kan stå alene, når vi kun har ti år til at nå målet. Der skal meget mere til,« sagde Mette Lykke dengang, som i øvrigt er formand for det 14. klimapartnerskab for iværksættere, der er blevet nedsat af Tommy Ahlers.

Og tilbage i sommeren 2020 italesatte hun coronakrisen som en »generalprøve« for den egentlige krise, da hun blev spurgt til sin vigtige lære under pandemien:

»At det kan lade sig gøre at ændre hele verdens adfærd på meget kort tid. Coronakrisen har været en vigtig generalprøve forud for den egentlige krise, der kun bliver større, mens vi slås med corona: Klimakrisen.«

At hun er drevet af et større formål stod allerede klart få måneder efter hendes tiltræden i Too Good To Go i 2017, hvor hun sagde:

»Det er fuldstændig nødvendigt for mig at være drevet af et større formål, hvis jeg skal bruge det meste af min vågne tid på et projekt. Verden skulle helst få det lidt bedre, hvis man får succes. Jeg mener helt grundlæggende, at hvis man som iværksætter får mulighed for at vælge et projekt, der har et ædelt formål, så vælg det!«

Ridning og journalistik

Mette Lykke er gift og har to børn. Familien bor på Frederiksberg, men Mette Lykke er opvokset i Ringkøbing.

Hendes mor var daglig leder af den lokale rideklub, hvor Mette Lykke fra en ung alder gik til hånde og dyrkede ridning på konkurrenceplan. I sine ungdomsår arbejdede hun i det byggemarked, som faderen ejede.

Som ung drømte hun om at blive journalist, hvor hun blandt andet var redaktør for studiebladet Kandestøberen og studentermedhjælper på Jyllands-Posten.

I stedet endte hun som iværksætter, og er i dag topchef for en af de mest succesrige iværksættervirksomheder, der med udspring i Danmark forsøger at reducere det globale madspild.