Er du sendt hjem med lønkompensation fra staten, må du ikke arbejde det mindste og samtidig modtage støtte i den tid, du udfører et stykke arbejde.

Sådan lyder grundpræmissen i trepartsaftalen om lønkompensation, og det vækker undren hos flere virksomheder, der de seneste dage har argumenteret for, at ordningens firkantede betingelser hverken gør arbejdsgivere, lønmodtagerne eller samfundsøkonomien en tjeneste.

For hvorfor insistere på passivitet frem for at lade medarbejdere i lønkompensation give en hånd med dér, hvor det giver mening i forhold til deres job og dermed hjælpe virksomhederne til at komme stærkere ud på den anden side af coronakrisen – særligt al den stund at virksomhederne stadig betaler en del af deres løn?

Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er det korte svar, at ordningen er skabt ud fra en tankegang om, at hvis en medarbejder stadig kan skabe så meget værdi for virksomheden, at der reelt er brug for vedkommende, er lønkompensationsordningen slet ikke den rette at benytte.

»Hele baggrunden for lønkompensationsordningen er at undgå masseafskedigelser af især mange lønmodtagergrupper med korte uddannelser, lave lønninger og korte eller ingen opsigelsesvarsler. Staten går over en længere periode aktivt ind og betaler virksomheder for at fastholde medarbejdere i deres nuværende job til fuld løn, selv om der ikke er arbejde til dem,« siger Peter Hummelgaard.

»Derfor er det en betingelse, at der ikke er værdi at tilføre virksomheden, hvis virksomheden sender en medarbejder hjem. Er der det, skal virksomheden blive ved med at lønne medarbejdere for den værdi, han eller hun tilfører,« tilføjer han.

Det samme mener formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) Lizette Risgaard, som i en mail skriver, at hun er optaget af, at folk får mulighed for at arbejde, men at det ikke skal ske inden for rammerne af lønkompensationsaftalen.

»Hele præmissen for aftalen er, at hver part skal bidrage. Staten med op til 30.000 kroner. Arbejdsgiverne med de sidste henholdsvis 10 pct./25 pct., alt efter om der er tale om en timelønnet eller funktionær, og lønmodtagerne med op til fem feriedage. Hvis der pilles ved den balance, således at lønmodtageren skal kunne arbejde inden for ordningen, er det jo vanskeligt at statuere, at den pågældende ellers ville have været fyret, og det er i øvrigt heller ikke rimeligt, at lønmodtageren ville skulle bidrage med op til fem feriedage,« skriver Lizette Risgaard.

Henviser til anden ordning

Stifter, hovedejer og adm. direktør i modekoncernen DK Company Jens Poulsen stillede i Berlingske tirsdag spørgsmål ved logikken i, at en ansat til 50.000 kroner, som modtager 30.000 kroner i lønkompensation – og dermed stadig skal have 20.000 kroner fra DK Company – ikke må løfte en finger for de 20.000 kroner, DK Company fortsat betaler.

»Jeg forstår udmærket godt de her overvejelser og spørgsmål, og at det er svært lige nu. Men set med både regeringens briller og et grundlæggende retfærdighedssyn for øje har vi det mål, at ordningen skal komme dem med det største behov til gavn. Hvis der er en værdi at skabe, skal virksomheden selv betale for den værdi, der bliver skabt,« siger Peter Hummelgaard.

Beskæftigelsesministeren henviser til, at det i den nuværende ordning er muligt at hive hjemsendte tilbage på arbejde, men at man blot skal tilbagebetale kompensationen for den tid, de arbejder. Og så peger han på aftalen om arbejdsfordeling, hvor arbejdsgiver og fagforening kan blive enige om, at medarbejdere kan få nedsat arbejdstiden og modtage supplerende dagpenge for den del af tiden, man ikke arbejder, som et alternativ.

»En del af det, jeg hører virksomhederne efterspørge, vil nogle ret beset kunne få opfyldt ved at benytte sig af arbejdsfordeling i stedet for lønkompensation, hvor de har mulighed for at sende folk hjem nogle dage om ugen på dagpenge frem for at have dem gående på fuldtid,« siger Peter Hummelgaard.

Man må dog ikke benytte de to ordninger samtidig. Hvis man som DK Company har valgt at sende 600 danske ansatte hjem med lønkompensation ud af koncernens i alt 2.400 medarbejdere, kan topchef Jens Poulsen altså ikke samtidig benytte arbejdsfordelingsordningen for de andre af sine ansatte – eller lægge en del af dem, der i dag er sendt hjem på lønkompensation, over på arbejdsfordelingsordningen.

I Odense har Claus Sloth, der ejer et fitnesscenter med 27 hjemsendte ansatte på lønkompensation, luftet sin frustration over, at forbuddet mod at arbejde forhindrer, at man kunne lave f.eks. hjemmetræningsplaner til klienter, der allerede har betalt for forløb, uddanne hinanden internt og en række andre ting, man ikke ville tjene penge på nu og her, men som ville hjælpe virksomheden og fastholde kontakten til kunderne i stedet for at være sat helt i stå.

»Hvis et fitnesscenter eller virksomhed kan se, at man kan gøre noget, synes jeg endelig, man skal gøre det. Men man skal se det som en investering. Det vil da være al ære og respekt værd at tage nogle medarbejdere, som er gode til at lave online-træningskurser, og hive dem ud af lønkompensationsordningen til kunderne for at investere i sit produkt på den lange bane. Men det er også en værdi, de tilfører virksomheden, og det synes jeg ret beset, at virksomheden skal være dem, der betaler for. Ikke staten,« siger Peter Hummelgaard.

Han pointerer, at man i øvrigt er ved at drøfte, hvordan vilkårene kan blive forbedret for tvangslukkede virksomheder som f.eks. landets fitnesscentre.