Hotelejer i København: »Vi kan ikke overleve uden flere hjælpepakker eller flere åbne grænser«

Hotelejer Søren Kaas ejer Hotel Ansgar og Saga Hotel på Vesterbro i København. For ham er det altafgørende, at København kan tage imod turister, og at hjælpepakkerne udbetales og forlænges. Hvis det ikke sker, risikerer det livsværk, han har brugt 30 år på at opbygge, at styrte i grus.

Søren Kaas har været hotelejer i 30 år. I coronakrisens kølvand frygter han for, at livsværket vil gå konkurs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Under normale omstændigheder har Saga Hotel og Hotel Ansgar så godt som udsolgt hver eneste dag på året.

Begge hoteller ligger i Colbjørnsensgade på Vesterbro i København – en attraktiv beliggenhed for overnattende turister, der er på visit i hovedstaden. Under coronakrisen er antallet af hotelbookinger dog reduceret til mindre end det halve, og priserne er sendt i bund for at kunne levere konkurrencedygtige priser.

Hotelbranchen har været ekstraordinært hårdt ramt af coronakrisen, og det har Søren Kaas, som ejer de to hoteller, mærket på tæt hold.

For hver dag, krisen har stået på, har han kunnet se sit livsværk smuldre stykke for stykke. Et livsværk, som han i samarbejde med sin søster begyndte at opbygge for 30 år siden.

De havde begge prøvet kræfter med hotelbranchen, hvor de havde studiejob som receptionister på et hotel i det indre København, hvilket gav dem smag for branchen og drømme om selv at eje et hotel en dag.

Siden fik søskendeparret mulighed for at overtage Saga Hotel, som søsteren arbejdede på. 6. april 1990 blev de to hotelejere – og har været det lige siden.

Da aftalen om hjælpepakkerne blev indgået, gik Søren Kaas hurtigt i gang med at udarbejde en ansøgning for at anmode om en håndsrækning fra staten til at dække de faste udgifter, så han kunne holde liv i forretningen. Han sendte ansøgningen 16. april, men endnu har han intet hørt fra Erhvervsstyrelsen. Når Søren Kaas ringer for at høre, hvor hjælpen til at dække de faste udgifter bliver af, lyder svaret, at ansøgningen fortsat er under sagsbehandling på ubestemt tid.

Dertil har regeringen besluttet, at København ikke må tage mod overnattende turister frem til 31. august, og hermed røg Søren Kaas' mulighed for indtjening i hele sommerperioden.

Især denne beslutning er han uforstående over for.

»Jeg forstår slet ikke, hvorfor det giver mening at lukke ned for København. Det er hotellernes højsæson, og det tidspunkt, hvor vi langt om længe stod til at få en indtjening efter en hård periode,« siger Søren Kaas.

»At det kan være sundhedsmæssigt forsvarligt, at norske turister kan indlogere sig i Hvidovre for så at bruge dagen i København, frem for også at overnatte i København, giver ingen mening for mig,« tilføjer han.

Behov for hjælpepakker

Når København er lukket for turister hen over sommeren, stiger de københavnske hotellers – og andre virksomheders – behov for hjælpepakker og kompensationsordninger.

Ifølge de seneste tal fra en rapport fra Erhvervsstyrelsen, som blev offentliggjort 27. maj, har regeringen afsat 65,3 mia. kroner til kompensation for faste udgifter. Og ud af dem er 0,6 mia. kr. blevet bevilliget, fremgår det af opgørelsen.

Således er Søren Kaas ikke alene om at vente på en hjælpende hånd fra regeringen, hvad angår de faste udgifter. Hans i alt 19 faste medarbejdere er sendt hjem på lønkompensation, og i stedet er han selv hoppet i arbejdstøjet og står i receptionen og betjener de få overnattende gæster, der er.

Søren Kaas, ejer af Hotel Ansgar og Saga Hotel

»Det betyder, at vi i sidste ende kan miste hus og hjem.«


De to hoteller har begge 80 værelser, og tilsammen havde de i 2019 et resultat før skat på omkring 2,7 mio. kr. Nu er det er udelukkende Hotel Ansgar, der er åbent, for det kan ikke betale sig for Søren Kaas at holde begge hoteller åbne. I det hele taget kan intet betale sig i denne periode, idet de store udgifter fortærer de minimale indtægter.

Hvis dette scenarie fortsætter, kan Søren Kaas formentlig holde liv i forretningen frem til oktober, men hvis ikke hjælpepakkerne forlænges, og grænserne åbner, risikerer der at gå endnu kortere tid, før han og søsteren må dreje nøglen om.

»Vi kan ikke overleve uden flere hjælpepakker eller flere åbne grænser,« lyder meldingen fra Søren Kaas.

»Det kan især gøre mig nervøs, hvis man bliver nødt til at lukke grænsen året ud. Når hjælpepakkerne udløber, og der ikke kommer mere, tror jeg, at vi bliver nødt til at afskedige medarbejdere,« tilføjer han.

Søren Kaas er uddannet civilingeniør. Efter seks år i dette erhverv besluttede han sig dog for i stedet at forfølge drømmen om at være hotelejer. For 30 år siden blev han sammen med sin søster ejer af Saga Hotel på Vesterbro i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Et lukket København kan betyde en lukket forretning

Hotelbranchen har været ekstraordinært hårdt ramt af coronakrisen, og det har også Søren Kaas mærket.

Kunderne er ikke længere fortrinsvis turister. I stedet er det håndværkere og arbejdende fra Jylland, da selv ikke jyske turister tør nærme sig København, efter at hovedstaden er blevet bandlyst fra at tage imod overnattende gæster fra udlandet.

»Vi havde nogle bookinger fra danske turister, som aflyste, efter det kom frem, at turister ikke må overnatte i København frem til 31.august. Enkelte af dem skrev, at årsagen var frygt for corona,« oplyser Søren Kaas.

»Samtidig er alle bookinger fra udlandet annulleret. Alle. Og der var rigtig mange. På de to hoteller havde vi forudbestillinger på noget, der ligner et par millioner kroner. De er væk nu,« siger han.

Det er især i sommerperioden, at Søren Kaas' to hoteller høster store dele af den årlige indtjening, eftersom både efterspørgslen og priserne stiger i højsæsonen.

Siden coronakrisen for alvor kom til Danmark, har Søren Kaas' hoteller oplevet adskillige annulleringer. Især plejer sommerens mange begivenheder at tiltrække en masse turister, som overnatter på hotellet, men under coronakrisen er disse aflyst, ligesom turister ikke kan overnatte i københavnsområdet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Det er da også derfor, han havde håbet på at kunne mindske det i forvejen store økonomiske tab, som hotellerne har lidt under coronakrisen, hvilket nu ikke bliver en realitet.

I stedet kan de se frem til en sommer, hvor både gæld og omkostninger stiger, fortæller han:

»Lige nu ophober vi gæld til at dække omkostninger. Og når vi så ikke har den sommersæson, der normalt giver likviditet til forretningen, kan gælden vise sig at blive vanskelig at tilbagebetale,« siger Søren Kaas.

»Hvis alle vil have deres penge, så har vi skrevet under på, at vi personligt hæfter for det. Det betyder, at vi i sidste ende kan miste hus og hjem. Det er et scenarie, jeg prøver at skyde væk, men det ligger i baghovedet og spøger.«