Lønnen skal sættes op, hvis ansatte i Paris-området skal vende tilbage til kontoret på fuld tid. Ellers siger de op.

Kun 28 procent af arbejdskraften i den franske hovedstad vil blive i jobbet til den nuværende løn, hvis de skulle få besked på at møde fem dage om ugen.

Det viser nye tal fra nyhedsbureauet Bloomberg.

34 procent vil hellere finde noget andet at lave end blive, hvor de er nu, hvis de ikke fortsat får ret til at kunne arbejde hjemme. Omkring en fjerdedel vil kun blive i jobbet, hvis de får en lønstigning på op til 20 procent.

Faktisk værdsætter 12 procent den nuværende fleksibilitet så meget, at de er villige til at finde et nyt job og acceptere at gå op til en femtedel ned i løn, så længe de kan bevare retten til at arbejde hjemmefra.

80 procent kan arbejde hjemme

Netop muligheden for hjemmearbejde har været med til at tiltrække og fastholde mange ansatte på et tidspunkt, hvor der er mangel på hænder mange steder.

»Hjemmearbejde er muligt i bredt omfang. 80 procent af dem, der har svaret, har lov til en form for hjemmearbejde. Vi forventer, at fleksibiliteten bliver permanent. Kun syv procent af de adspurgte mener, at man ved udgangen af året vil høre op med at tilbyde hybridarbejde,« siger analytiker Sirine Bouzid fra Bloomberg Intelligence om undersøgelsen, der er gennemført midt i november.

En lille åbning er der dog i forhold til at få flere tilbage på kontorerne. Bedre arbejdsforhold og øget samarbejde med kollegaer ville kunne trække i omkring en tredjedel.

Ikke alt ligger dog inden for arbejdsgivernes muligheder. Hele 46 procent af de adspurgte nævner pendling som den største forhindring for at skulle møde på kontoret hver dag. Frankrig lider under forsinkelser, strejker og lange rejsetider.