Herhjemme har energiøen lignet et fatamorgana. Men nu vil CIP og danske pensionskæmper bygge dem verden over: »Der er tusind forhindringer undervejs. Men dem løser man«

Den danske kapitalforvalter Copenhagen Infrastructure Partners lancerer nu et enormt projekt om energiøer verden over med en række tunge investorer i ryggen. Der er potentiale for investeringer for et svimlende milliardbeløb og stor betydning for den grønne omstilling. Og den danske del af Nordsøen er fortsat interessant.

Kigger man på tallene, er det til at blive svimmel af, hvor store ambitionerne er.

Det nye selskab har allerede en portefølje af grønne projekter klar, der potentielt kan tiltrække mere end hele 2.200 milliarder kroner i investeringer, potentielt kan producere over 12 gange Danmarks årlige strømforbrug og potentielt spare kloden for næsten fire gange Danmarks årlige CO2-udledninger.