FCK-direktør affejer kritik om »trutmunde« og »TikTok« efter kæmpe vækst i tilskuertal: »Jalousi«

En regulær eksplosion i F.C. Københavns tilskuertal er ifølge visse fangrupperinger langtfra noget at være stolt af – tværtimod. Nu affejer Parken-direktør Jacob Lauesen kritikken, men kommer samtidig med en opfordring til folk på lægterne.

Stagnerende tilskuertal er efter genåbningen efter corona, EM-eufori og dobbelt Champions League-deltagelse erstattet med rekordniveauer for antal tilskuere i Parken. En voldsom udvikling, der blandt andet bidrager til, at F.C. København har kunnet indgå en historisk sponsoraftale med Adidas.

En af forklaringerne på den kommercielle succes er, at det er lykkedes aktørerne bag fodboldklubben at tiltrække bredere tilskuersegmenter til kampene – for eksempel er antallet af kvinder på tribunen steget markant på få år.