Selv om SAS-piloterne i øjeblikket kæmper for bedre arbejdsforhold, har de goder, som de fleste andre danskere ville kigge misundeligt efter. Et krav om mindst 4-stjernede hoteller med en god beliggenhed, særlige transportforhold til hotellerne og tilskud til tøj er blandt nogle af de særlige fordele.
Men hvad er rigtigt og forkert i diskussionen om piloternes forhold? Berlingske giver her nogle af svarene på, hvad det er, som skiller parterne. Særligt to områder er der i øjeblikket uenighed om: Løn og arbejdsforhold. Piloterne ønsker en større grad af forudsigelighed i forhold til, hvornår de skal arbejde. Blandt andet har piloterne sagt, at de kan komme til at arbejde syv weekender i træk. De ønsker også mere i løn, efter at SAS i 2018 præsenterede et overskud for fjerde år i træk. Modsat sagde topchef Richard Gustafson til Reuters, at strejken er dybt skadelig for virksomheden – også på længere sigt.