Her er den ukendte irske datadetektiv, som Facebook og giganterne frygter

Helen Dixon, som står i spidsen for en af verdens vigtigste IT-vagthunde, er selv hverken på Facebook eller Instagram. Om en måneds tid afleverer hun som chef for det irske datatilsyn de første vigtige afgørelser, som kan betyde milliardbøder til teknologigiganterne.

Tag ikke fejl af smilet. Helen Dixon er som direktør for det irske datatilsyn den første anstødssten, som teknologigiganterne møder, når de lander i Irland. Fold sammen
Læs mere
Foto: John Ohle/PR John Ohle Photo/Ritzau Scanpix/Arkiv

Der er i virkeligheden tre europæere, som amerikanske teknologiganter som Facebook, Google, Microsoft, Amazon og Apple frygter allermest: EUs danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager – fordi hun har uddelt solide bøder og indkrævet gigantiske efterskatteregninger – den østrigske aktivist og jurist Max Schrems – fordi han ihærdigt bekæmper, at europæeres personlige data kan flyttes ud af Europa – og så irske Helen Dixon, som i virkeligheden er årsag til rigtig mange af IT-kæmpernes problemer.

Helen Dixon er direktør for det irske datatilsyn, og netop i Irland har mange af teknologigiganterne placeret deres europæiske hovedkontor, fordi selskabsskatten er behageligt lav.

Dermed er det Helen Dixon, som fungerer som Europas vagthund over for selskaberne – og det har hun gjort myndigt og synligt, men også diplomatisk, siden hun trådte til for snart fem år siden, i oktober 2014, efter selv at have søgt det ledige job.

Før sommmeren forlængede den irske regering hendes jobkontrakt med endnu fem år. Irlands justitsminister, Charlie Flanagan, begrundede det med, at hun er »internationalt anset for sin ekspertise på området«.

Fire gange så mange ansatte og lige så stort budget

Da Helen Dixon kom til i kølvandet på Edward Snowdens afsløringer af massiv amerikansk dataspionage, lå datatilsynet på første sal i et beskedent hus i den lille by Portarlington, 80 km uden for hovedstaden, Dublin, og havde end ikke ret til at offentliggøre sine undersøgelser.

I dag har datatilsynet fået et ekstra kontor i Dublin, staben er firdoblet, og det samme er det årlige budget – som dog stadig kun er på, hvad tech-giganterne omsætter for på ti minutter. De 30 ansatte i 2014 vil nå op på omkring 200 om få år, takket være Helen Dixons intense lobbyarbejde for at styrke datatilsynet.

Lige nu har hun 51 større undersøgelser i gang, af hvilke de 17 gælder teknologiverdenen – syv af dem specifikt Facebook, som bor kort derfra, men også Apple, det Microsoft-ejede LinkedIn og Twitter er under luppen.

»Der er en bølge på vej mod os, som vi er nødt til at stå imod,« sagde Helen Dixon sidste år til New York Times.

Om en måneds tid falder de første af Helen Dixons afgørelser mod Facebook som følge af de nye, skrappe EU-databeskyttelsesregler. Det kan udløse milliardbøder og bliver afgørende for teknologigiganternes fremtidige ageren i Europa.

Alder er hemmelig

Helen Dixons far var ansat i forsvaret, moderen var skolelærer. Hun voksede op i en lille by i det centrale Irland, inden hun kom på universitetet i Dublin. Efterfølgende arbejdede hun flere steder, heriblandt hos IT-selskabet Citrix, før hun valgte det offentlige.

Hun elsker at fordybe sig og gøre sig klogere ved siden af jobbet.

»Jeg er akademiker, men jeg er også en handlingens kvinde,« har hun sagt i et interview.

Helen Dixon er så påpasselig med sine egne data, at hun end ikke vil fortælle, hvor gammel hun er (kun »i fyrrerne«). Hun bruger hverken Facebook eller Instagram, men har dog en LinkedIn-profil.

Siden Helen Dixon fik jobbet, er hun blevet mere forsigtig med sine personlige data. Hun stiller flittigt op, fortæller om og forsvarer sit tilsyns arbejde og har på den måde fået sat stort fokus på databeskyttelsen. Men privatlivet hæger datadetektiven heftigt om – helt i ånd med sin stilling.