Det var i april, og coronaepidemien havde for alvor bredt sig overalt i verden. Herhjemme var skolerne i gang med at åbne, men det stod klart, at krisen havde forandret store dele af vores samfund på næsten uhyggeligt kort tid.
Midt i al elendigheden aflagde den verdenskendte streamingtjeneste Netflix sit kvartalsregnskab, og det var overraskende. Jovist, folk havde fået mere tid, i takt med at restauranter og andre kulturtilbud virkede som et fjernt fortidsminde, men at tjenesten kunne præstere en fordobling i antallet af nye abonnenter i de tre foregående måneder inden april var alligevel et overvældende faktum.