Han vil rykke selskabet til Singapore, selvom han er Brexit-tilhænger. Nu er han også Storbritanniens rigeste

Det er salt i såret på Storbritannien: Tidligere offentliggjorde James Dyson, at støvsugergiganten rykker hovedkvarteret til Singapore, selvom Dyson er erklæret Brexit-tilhænger. Nu er han også blevet kåret til Storbritanniens rigeste.

Dysons rekordomsætning i 2018 gør James Dyson til Storbritanniens rigeste person. Nu rykker han hovedkvarteret til Singapore. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: CHRISTOPHE ARCHAMBAULT/Ritzau Scanpix

Tidligere i dag blev det annonceret, at støvsuger-virksomheden Dyson rykker hovedkvarteret fra Storbritannien til Singapore.

Det er til trods for, at ejeren, James Dyson, er erklæret Brexit-tilhænger og flere gange har udtalt sig i positive vendinger om Brexit.

Nu er der mere salt i såret i Brexit-land: James Dyson er netop trådt ind på førstepladsen over Storbritanniens rigeste person efter en rekordomsætning i 2018, skriver Bloomberg.

Indtjeningerne hos Dyson nåede i 2018 op på 9,4 milliarder kroner – et pænt hop fra 6,8 milliarder kroner i  2017. Det sker som følge af efterspørgslen på nye hårprodukter, sagde Dyson ifølge Bloomberg. Foruden de berømte støvsugere uden poser, så laver Dyson også luftrensere, hårtørrer, håndtørrer og andre produkter.

Siden sidste års opgørelse er der føjet yderligere 22 milliarder kroner til James Dysons formue, hvilket er nok til at kravle op på førstepladsen over Storbritanniens rigeste personer, ifølge Bloomberg Billionaires Index, der rangerer verdens 500 rigeste.

71-årige James Dyson er dermed omkring 90 milliarder kroner værd. Dysons presseafdeling har ikke villet kommentere nyheden over for Bloomberg.

Dermed overhaler James Dyson Jim Ratcliffe, stifteren af kemikoncernen Ineos Group, som nåede at tilbringe omkring et år på førstepladsen. Før ham var det familien Hugh Grosvenor, den syvende hertug af Westminster, som tidligere var Storbritanniens rigeste takket være de store landområder og ejendomme, familien har ejet siden 1677, skriver Bloomberg.

En stor del af James Dysons formue stammer fra det stigende salg i Asien, hvor mere end halvdelen af Dysons indtjening kommer fra. Fremover ligger firmaets hovedkvarter altså også i Singapore.