Markus Brauns stolthed var også Tysklands stolthed. Hans livsværk, det digitale betalingsfirma Wirecard, var med sin fantastiske vækst beviset på, at Tyskland også i det 21. århundrede kunne være leveringsdygtig i fremtidstænkende, disruptiv teknologi.
Men var det en stolthed, der forblændede? Byggede den på bedrag og løgne? Er det kort sagt Tysklands Enron, spørger tyske medier, der må knibe sig selv i armen for at tro på, hvad der nu ligner blændværk. Det samme gælder finanssektoren og især det tyske finanstilsyn, BaFin, som anklages for at have sovet i timen.