Han var i et årti en af nøglerne til Ørsteds vilde succes – så ringede et af verdens største selskaber

Thomas Brostrøm var i mange år spydspids i Ørsteds og havvindens store gennembrud i både Europa og USA. Men så ringede en af verdens største virksomheder, der er mere end almindeligt sulten efter en ordentlig luns af den grønne kage. Shell ville have Thomas Brostrøm ombord, og det kunne danskeren ikke sige nej til.

Efter mere end et årti i Ørsted er Thomas Brostrøm for nylig begyndt som global direktør for bæredygtig energi hos Shell. I november var han blandt hovedtalerne på en stor vindmesse i København. Foto: WindEurope

Den danske energikæmpe Ørsted var blandt dem, som først troede på det. Og turde satse med fuld kraft.

Satse på, at det dengang spæde – for ikke at sige ufødte – marked for havvind, hvor havvindmølleparker var små og kostede spidsen af en jetjager i statsstøtte at opføre, både kunne og ville blive et afgørende fundament i den grønne omstilling.