Han har brudt et monopol og solgt sin virksomhed for milliarder – nu betaler han tilbage

Niels Zibrandtsen blev milliardær, da han solgte sin IT-virksomhed til en svensk kapitalfond. Men guldregnen skal ikke kun ramme familien, for Niels Zibrandtsen er en mand, der gerne vil betale tilbage. Tilbage til Taastrup, tilbage til iværksættermiljøet og tilbage til dem, der har »den rigtige gnist i øjet«.

IT-milliardæren Niels Zibrandtsen blev kendt fra GlobalConnect. Nu har han oprettet et iværksættermiljø kaldet inQvation, hvor han investerer i en lang række iværksættervirksomheder frem for blot at læne sig tilbage efter milliardsalget. Linda Kastrup

Niels Zibrandtsen er i gang med at betale tilbage. Ikke fordi han har en gæld. Tværtimod. Han er på en mission for at forgylde det system, han selv har excelleret i og blevet forgyldt af.

Han stiftede i 1995 IT-virksomheden GlobalConnect, som laver fibernetværk i Danmark. I 2016 solgte han størstedelen af virksomheden til den svenske kapitalfond EQT for 1,3 milliarder kroner. Sidste år opkøbte EQT den resterende del. En stor del af pengene er trukket ud af familien Zibrandtsens selskab Zibra og bruges nu på at understøtte generationen af gyldne iværksættere, der i øjeblikket popper frem i den danske techverden.