To mulige vacciner mod coronavirus ligger lige nu på en form for affyringsrampe og kan i bedste fald blive sendt ud i samfundet inden længe.
Medicinalgiganten Pfizer fremlagde for en uge siden en foreløbig analyse, som viser, at selskabets vaccinekandidat kan bremse coronavirus i ni ud af ti tilfælde. Og mandag fulgte biotekselskabet Moderna efter med en analyse, der faktisk lige var et hak bedre.
Det globale udbrud af coronavirus er de seneste uger blusset op flere steder i verden og har endnu en gang lagt et alvorligt tryk på den samlede globale økonomi.
Allerede inden de nyeste vaccineresultater fra Moderna havde fundet vej til en coronatræt verden, havde USAs førende ekspert i smitsomme sygdomme, Anthony Fauci, forudset, at der var gode nyheder under opsejling.
Fauci, der har brugt omkring 50 år af sit liv på at studere smitsomme sygdomme, havde ifølge Financial Times på forhånd sagt, at han »ville blive overrasket, hvis vi ikke så en lignende grad af effektivitet« hos Modernas vaccine sammenlignet med de resultater, som Pfizer og den tyske samarbejdspartner BioNTech slap løs for en uge siden.
Behold jeres våben
Selv om kavaleriet altså synes at være på vej, advarer Anthony Fauci dog om, at det er alt for tidligt at lægge våbnene og stoppe kampen mod coronavirus, da hjælpen er på vej, men altså endnu ikke er nået frem.
»For mig bør incitamentet lyde: Giv ikke op. Fortvivl ikke, afslutningen er i sigte, i modsætning til: Hey, alt er godt, du skal ikke længere bekymre dig om noget,« siger Anthony Fauci ifølge erhvervsmediet CNBC.
79-årige Anthony Fauci har siden 1984 været øverste chef for afdelingen for smitsomme sygdomme hos National Institutes of Health (NIN), der hører under det amerikanske sundhedsministerium.
Han har i den periode tjent under seks forskellige amerikanske præsidenter og var fra 1983 til 2002 en af de mest citerede forskere i verden i førende videnskabelige tidsskrifter set over en bred kam.
Anthony Fauci er direkte involveret i vaccinen fra Moderna på den måde, at den under navnet mRNA-1273 er blevet udviklet i samarbejde mellem det amerikanske biotekselskab og netop forskere fra National Institutes of Health .
For få uger siden oplyste Moncef Slaoui, der er chef for den amerikanske regerings Operation Warp Speed, som skal fremskynde udviklingen af en vaccine mod covid-19, at det er planen, at alle amerikanere skal være immune til sommer.
Budskabet fra den amerikanske coronachef lød dengang, at han forventede, at netop Moderna og Pfizer ville være de første i klassen, der kunne indsende en ansøgning til de amerikanske myndigheder om at få godkendt en coronavaccine til nødbrug.
Topchef trækker kongeløn
Biotekselskabet Moderna er blot ti år gammelt og har endnu til gode at få et produkt på markedet.
I spidsen for det amerikanske selskab står franske Stéphane Bancel, der både er kendt for at have et meget veludviklet temperament og for at tage sig særdeles godt betalt.
I 2018 indtog Stéphane Bancel en absolut førsteplads, når det gælder om at kunne fremvise den største gage i den globale medicinalindustri. En succesfuld børsnotering af Moderna samme år sendte den franske topchefs samlede lønpakke op i omegnen af 370 mio. kroner.
På en andenplads på lønningslisten for 2018 finder vi i øvrigt danske Kåre Schultz, der siden november 2017 har været topchef i den israelske medicinalgigant Teva.
Den danske topchef kunne i 2018 trække en samlet lønpakke hjem på omkring 205 mio. kroner.