Guldfuglene starter nyt, grønt milliardsats

Copenhagen Infrastructure Partners starter en ny milliardstor fond, der skal satse på at opføre vedvarende energi i udviklingslande. For første gang får CIP også en stor portion penge med fra pensionskassen ATP.

Guldfugle
Jakob Baruël Poulsen og Christina Grumstrup, der er hhv. managing partner og seniorpartner i Copenhagen Infrastructure Partners, er nu med til at starte den fjerde større fond op med friske milliarder til investeringer i grøn energi. Jakob Baruël Poulsen og tre andre tidligere DONG/Ørsted-folk blev i sin tid kendt som Guldfuglene. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk / Ritzau Scanpix

Guldfuglene får nu Danmarks største pengetank med ombord for første gang og vender samtidig blikket mod grøn energi i udviklingslandene.

Jakob Baruël Poulsen og de andre tidligere Ørsted-guldfugle i Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) starter således sin fjerde store fond med navnet New Markets Fund I. Målet er at nå op på en milliard dollar - svarende til 6,65 milliarder kroner. Man er allerede nået op på 4,66 milliarder kroner, og pensionskassen ATP har sørget for 1,66 milliarder kroner af disse, mens også Pensiondanmark, Lærernes Pension samt den norske pensionskasse KLP er med ombord.

Pengene skal gå til at opføre grøn energi i emerging markets-lande. Det vil primært være i Latinamerika og Asien, men også nogle lande i Østeuropa og Afrika.

»Der er et stort og voksende behov for ny energiinfrastruktur uden for Nordamerika og Europa, hvor vi allerede har de eksisterende CIP-fonde. New Markets Fund vil forfølge den betydelige markedsmulighed i investeringer i vedvarende energiinfrastruktur i de hurtigt voksende økonomier primært i Asien og Latinamerika,« siger Jakob Baruël Poulsen, managing partner i CIP, i en pressemeddelelse.

Penge strømmer ind

Det er syv år siden, at fire af de fem seniorpartnere forlod det daværende DONG med prædikatet »guldfuglene«, og det er kun seks år siden, at de grundlagde kapitalforvalteren CIP, der investerer i grøn infrastruktur. Siden er pengene blot strømmet ind til, og man er blevet en af verdens største grønne forvaltere.

CIPs første tre fonde har samlet cirka 48 mia. kroner, og de har alle været målrettet investeringer i grøn infrastruktur i OECD-lande. Det har primært været investeringer i Nordeuropa og USA. Men nu skal det grønne net bredes ud. Og det bliver for første gang med ATP ombord.

»Vi er glade for at investere i CIP's New Markets Fund. Denne investering passer godt med vores ambition om at skabe stærke afkast til vores medlemmer baseret på bæredygtige investeringer,« siger Ulrik Dan Weuder, der er chef for Global Direct Investments i ATP.

Nyt hold

Berlingske kunne tilbage i 2018 beskrive, at den første fond fra 2012 i gennemsnit havde givet 12 pct. i afkast om året, mens fond nummer to fra 2014 i gennemsnit havde givet 14 pct. om året. Til sammenligning viste tal fra Morningstar, at private equity-sektoren som sådan de seneste fem år op til 2018 havde givet 12 pct. om året i afkast, mens kategorien for alternativ energi havde givet 10,1 pct. om året i samme periode.

Det er bogstaveligt talt nyt territorium, som CIP bevæger sig ud på. Der er andre risikofaktorer at tage højde for, særligt politiske, når man bevæger sig ud i infrastrukturinvesteringer i udviklingslande. Det forsøger CIP da også at tage højde for. Der bliver oprettet et nyt hold, som bliver ledet af en ny partner i CIP, Niels Holst, der kommer fra rådgivningsfirmaet Capricorn Real Assets.

»I forbindelse med oprettelsen af fonden er CIP-teamet blevet udvidet til at omfatte et dedikeret investeringsteam til New Markets Fund med omfattende energi- og M&A-erfaring i Asien og Latinamerika samt visse lande i Østeuropa, Mellemøsten og Afrika,« meddeler CIP.