Guide: Sådan risikovurderes virksomheden under coronakrisen

Det kan være svært som virksomhed at vide, hvordan man bedst håndterer coronakrisen. På den baggrund har rådgivningsvirksomheden Marsh samlet gode råd til, hvordan man bedst risikovurderer virksomheden.

Det kan være svært at vide, hvilke knapper der skal trykkes på, når virksomheder skal sikres mod det uventede. Fold sammen
Læs mere
Foto: Lisa Wahman/Panthermedia/Ritzau Scanpix

Der er i øjeblikket dømt hårde tider for mange virksomheder, der må kæmpe med effekterne af coronavirussen. Det betyder udfordringer med driftstab og leverancekæder, der gør det svært at opretholde produktionen.

Derfor søger mange virksomheder råd om, hvordan man bedst muligt kan risikovurdere sin virksomhed.

Rådgivningsvirksomheden Marsh, der arbejder med forsikringsmægling og risikovurdering, har kunder, der tæller nogle af Danmarks største virksomheder, og bliver i disse dage kontaktet af virksomheder, der har behov for hjælp til at håndtere driftstab og udfordringer med leverancer.

»Det finansielle tab, som virksomhederne lider, vil langt hen ad vejen sidde hos dem selv. Og det er selvfølgelig en udfordring, som kommer til at gøre ondt på mange,« siger Johan Koop, VP i Marsh.

Johan Koop har her en række råd til virksomheder:

Udforsk andre leverandører

»En vej kan være at investere i en mere solid supply-chain. Det kan være nogle alternative leverandører, ligesom det kan være en god idé at have nogle bufferlagre, der gør, at virksomheden kan operere i tre til seks måneder, selv om der kan opstå nogle voldsomme hændelser. Det gælder også om at have styr på, hvilke lagre underleverandører ligger inde med. Hvis underleverandører ikke har alternative lagre, kan man hurtigt gå i stå. Det koster selvfølgelig alt sammen penge, for det kræver, at man investerer i lagre og alternative leverandører.«

Transparens i supply-chain

»Det kan også være en god idé at investere i gennemsigtighed i supply-chain. Så ved man altid, hvad der er til stede hvor, og derfor har man nogle alternative handlemuligheder, hvis et område skulle lukke. Det er ligeledes en god idé at holde tæt kontakt til sine leverandører.«

Åben kommunikation

»Det er godt at have en åben, ærlig og umiddelbar kommunikation. Få åbnet linjerne over for kunder og leverandører, så kommunikationsstrømmen går stærkt. Det gør en stor forskel at åbne for den situation, man befinder sig i. For at komme igennem en krise, er det vigtigt at have en stærk relation til kunderne. Bliver der for meget skakspil, kan man hurtigt gå en skakmat-situation i møde og ikke rigtig kommer nogle vegne. Man skal finde løsningerne i fællesskab.«

Forsikringer

»Det kan være svært at få forsikring, der dækker driftstab, som ikke er udløst af fysiske skader. Forsikringerne findes, men de er meget dyre og meget komplekse. Jeg tror dog, at der er mange virksomheder der i dag ville have ønsket, at de havde investeret i en forsikring. Det kan være en god idé.«

Fremtiden

»Jeg er overbevist om, at når coronakrisen klinger af, vil flere virksomheder kigge fremad spørge sig selv om, hvad kan man gøre for at være bedre rustet næste gang, der sker sådan noget. Der vil hele tiden komme nogle chok, der kan få indflydelse på virksomhedens supply-chain, og vi har den faste overbevisning, at der vil komme flere kriser i fremtiden. Så det er en god idé at kigge på dette, for det vil altid komme til at gøre lidt ondt.«

Andre gode råd

  • Hav altid overblik over medarbejdernes geografiske placering.
  • Vær omstillingsparat og klar til at ændre planer baseret på henstillinger og gode råd fra regering og sundhedsmyndigheder.
  • Lyt til medarbejderes bekymringer.
  • Vær opmærksom på øget konkurrence om at skaffe alternative leverandører.
  • Gennemgå kontraktmæssige forpligtelser.
  • Identificér og beskyt kritiske forretningsprocesser.
  • Overvej potentielle stigninger i efterspørgsel.
  • Overvej potentielle forholdsregler.
  • Overvej hjemmearbejdspladser.
  • Alternativt overvej at opdele afdelinger i forskellige placeringer.
  • Vær klar over de økonomiske, forretningsmæssige og personlige følgevirkninger af disse forholdsregler.
  • Undgå overdrevne forholdsregler.