Grøn dansk milliardgigant efter trusler fra Ruslands ambassadør: »Vi forstår og respekterer, at ikke alle er enige i vores beslutning«

Mødt med truslen om en mulig nationalisering er svaret fra en af Danmarks største virksomheder, Rockwool, klart. Professor i virksomhedsetik mener, at Rockwool står i dilemma, og at selskabet skal være god til at begrunde valget, mens krigen i Ukraine står på.

Rockwools direktør, Jens Birgersson, melder ud efter nye trusler fra Rusland mod dansk erhvervsliv. Søren Bidstrup

En af Danmarks største og grønneste virksomheder melder nu klart ud om selskabets fremtid i Rusland. Det sker efter optrapningen af den russiske regerings trusler mod virksomheder, som beslutter sig for at forlade det russiske marked.

Den russiske ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin, skrev søndag i et brev til Politiken, at den russiske stat overvejer at indløse i rubler de aktiver i virksomheder, »der har til hensigt at forlade det russiske marked for evigt«. En slet skjult trussel om at nationalisere udenlandske virksomheder, som stopper deres aktiviteter i Rusland.