Google taber klage over tocifret milliardbøde fra Vestager

EU-Retten bakker afgørelsen op fra EUs danske konkurrencekommissær, som gav internetgiganten den største bøde på 32 milliarder kroner, som nogensinde er givet i en konkurrencesag, for at bruge sin Android-mobilsoftware til at knuse konkurrenterne.

Det var den største konkurrencebøde, som EU nogensinde havde givet, da konkurrencekommissær Margrethe Vestager i juli 2018 pålagde Google at betale 32 milliarder kroner for at misbruge sin Android-mobilsoftware til at befæste sin dominans. Olivier Matthys/Ritzau Scanpix

Internetgiganten Google taber kampen om at slippe for den rekordstore milliardbøde fra EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager for at misbruge magten over verdens mest udbredte mobilsoftware, Android.

Onsdag formiddag bekræftede EU-Retten, som er EUs næsthøjeste retsinstans, stort set, at Google lagde ulovlige begrænsninger på mobilproducenterne for på den måde at sikre sin egen søgemaskine – kernen i hele Google-imperiet og dermed indtjeningen – en fremtrædende position.