Ti måneder efter at Google truede med at lukke sin søgemaskine i Australien i protest mod en ny lov, der tvinger selskabet til at betale for at bruge lokalt nyhedsstof, lægger internetgiganten nu sin største investering til dato i landet.
Google-imperiets topchef, Sundar Pichai, meddelte mandag, at selskabet vil bruge en milliard australske dollar (4,78 milliarder danske kroner) over de næste fem år. Pengene skal først og fremmest gå til at udvikle brugen af såkaldt »cloud computing«, altså lagerplads og afvikling af programmer fra datacentre, men skal også støtte projekter, der fremmer ren energi og beskyttelsen af revet Great Barrier Reef, ligesom Google vil samarbejde med et lokalt universitet om arbejdet med kvantecomputere – en slags computere med superkræfter.